Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. A. Munch (1862, 1896, 1903)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
Portrætter og Essays
Evner og Aandsretning. Der var her i Virkeligheden aldeles ingen
Grund til at tale om Misbrug af høiere, mere ideelle Kræfter i
lavereliggende Formaals Tjeneste. —
Det kunde da med større Ret være bleven sagt om hans gamle
Skole- og Universitetskammerat Munch, at han, naar han gav sig
af med Avisskriveri, Udarbeidelse af Skolebøger og andre slige
halvt praktiske Gjøremaal, var som Araberen, der bliver spændt
for Arbeidskjærren. Munch var en fra Schweigaard helt
forskjellig, i væsentlige Henseender en helt modsat Natur. Schweigaard
fører i sine Breve fra Gutte- og Studenterdagene et saa
gammel-klogt-forstandigt Sprog, at man skulde tro, at han aldrig havde
været Barn; ved Munch vedblev der at være noget i høi Grad
barnsligt gjennem hele hans Liv. Schweigaard naaede tidlig frem
til et Standpunkt, der tilfredsstillede ham, og levede det meste af
sit Liv som en i aandig Forstand fastbosiddende, forskanset
inden sine opgjorte Meninger som i en fast Borg, hvorfra han kunde
gribe ind i det praktiske Livs Spørgsmaøl med den Tryghed og
Styrke, der virkede saa imponerende. Munch derimod var af
dem, der ikke kan slaa sig tiltaals ved et givet Besultat eller en
opgjort Mening. Han søgte altid videre frem, — «aldrig træt, dog
uden Hvile», som det heder i Bjørnsons ypperlige Mindedigt over
ham; hans «Liv var en Beise»; det, som dybest karakteriserede
lians Væsen, var den «guddoms-opfyldte Uro», — den
«Opdagelsernes Uro, som drev Newton, drev Columbus»; derigjennem er
det, at han først og fremst viser sig som den fødte Gransker,
Manden med det store videnskabelige Kald. Schweigaard var af
de to den i Samtiden uden Sammenligning mest bemerkede og
beundrede; han blev allerede som ung juridisk Kandidat, og før
han endnu havde udrettet noget andet end taget glimrende
Eksamener, nævnt som Norges «bedste» eller «første Søn» (et
merke-ligt Vidnesbyrd om Forholdenes Ravnekrogiskhed); alle syntes
enige om at se i ham et Geni, — man kaldte ham det «store Geni»,
— han gjaldt, ser det ud til, næsten som Geniet par excellence.
Munch stod længe rent i Skyggen, og, eftersom ogsaa han
hendrog paa sig den offentlige Opmerksomhed, blev der vel talt om
hans merkværdige Hukommelse, hans store Kundskabsfylde, hans
rastløse Produktivitet; men stillet som Schweigaard, paa en Plads
for sig, blev han ikke; man hørte ham sjelden eller aldrig omtalt,
saa ham sjelden eller aldrig omtalt som et Geni. Om hans og
Schweigaards gamle Rektor heder det dog, at han skal have sagt,
at af de to var det Munch, der havde den største Begavelse. Og
at dette virkelig var Tilfælde, derom vil der vel neppe nu længer
kunne raade nogen Tvil. Schweigaard var ganske vist en
overordentlig, i mange Maader en virkelig stor Personlighed, — ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
