Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. A. Munch (1862, 1896, 1903)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. A. Munch.
211
drage paa Smilebaandet ved Keysers noget pedantisk-stive
Zirlig-hed med de omhyggelig afrundede Perioder og Anbringelsen hist
og her af tørrede Blomster fra gamle stilistiske Herbarier,
erkjen-der vi dog paa samme Tid i hans Fremstillinger Merkerne af en
mere inderlig Tilegnelse af det historiske Stof end den, vi møder
hos Munch. Hans Intelligens var en langt ringere end Munchs;
men han havde en dybere Følelse; hans Væsen var mere intenst,
mere samlet, og han havde, saa uendelig meget han stod tilbage
for sin yngre Medarbeider som Gransker, alligevel mere af den
egentlige Historiker ved sig, forsaavidt han laa mere for den Ting:
at fordybe sig i en svunden Tidsalders Aand og blive som hjemme
der, saa dens Liv ligesom fornyer sig i en. Munch havde en
altfor urolig Aand, han var en altfor rastløs Opdager-Natur til det.
Hans Evner gik i en altfor meget udpræget analytisk Betning til,
at Synthesen kunde være hans Sag. —
I sin rette egentlige Storhed og Styrke viser han sig, ikke paa
Historieskrivningens, men paa de historiske Hjælpevidenskabers,
Kildekritikens og Lingvistikens, Omraade. Hans Arbeider over
de ældste Buneindskrifter, over det ældste nordiske Fællessprogs
Udseende, over Gammelsvensk og Gammelnorsk m. v. har ført
den nordiske Lingvistik ind paa Veie, hvorpaa den siden afgjort
har skredet videre frem, og sikret ham en Plads i allerførste Bække
blandt de skandinaviske Sproggranskere, endda han kun synes
leilighedsvis at være kommet ind paa disse Emner og kun har
ofret dem forholdsvis lidet af sin Tid og Kraft. Jeg traf engang
(i 70-Aarene) paa en Fodtur i Gudbrandsdalen den bekjendte tyske
Sprogforsker Th. Aufrecht (dengang Professor i Edinburgh) og
foretog i Selskab med ham en Fjeldbestigning; han talte
underveis med den største Enthusiasme om Munch og sagde blandt
andet, at han stillede ham i Hensyn paa Begavelse fuldt ved Siden
af Jak. Grimm.1 Sterkere kunde ikke en tysk Sprogforsker
udtrykke sin Beundring. Man maa tænke paa, hvad Munch vilde
have kunnet udrette, om han havde samlet sine Kræfter paa dette
ene Fag, eller, om han, — forat ikke blot Storheden, men ogsaa
Mangfoldigheden af hans Evner nogenledes skulde komme til sin
Bet, — idetringeste havde indskrænket sig til de Fag, der
sammen med Sprogstudiet danner Kredsen af historiske
Hjælpevidenskaber, — indskrænket sig til at være den kritiske Gransker,
Byd-ningsmanden, der bereder Grunden, hvorpaa Historieskrivningens
Kunst kan reise sine Bygverker, — der fremskaffer, ordner og
renser Materialet, hvoraf de skal sammensættes. Han vilde, om
dette var bleven Tilfælde, ikke have grebet saa dybt eller saa
3 Jeg har hørt, at han sagde det samme til vor berømte Sprogforsker,
Professor Sophus Bugge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
