Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson 8. December 1832—8. December 1902 (I.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242 Portrætter og Essays
som ikke har formaaet at bryde igjennem i Virkelighedens
Verden, — efter Wergelands Udtryk: «være foran sin Tid som fagre
Luftsyn foran den susende Snekke». Allerede paa det første
Stadium af hans poetiske Udvikling, — da han endnu stod paa
Romantikens æsthetiske Grund, ialfald med det ene Ben — synes
han at have hyldet en saadan Opfatning af Digterkaldet. Allerede
«Synnøve Solbakken» havde et socialt og politisk Ærinde, og
Forfatteren var sig det bevidst. Eftersom han arbeidede sig over
fra Romantik til Realisme eller Naturalisme, fra Rondenovellen
og Sagadramaet til den moderne Samfunds- og Menneskeskildring,
har denne Opfatning, som naturligt, gjort sig mere og mere
gjældende. Det har traadt mere og mere klart frem i hans
Digter-verker, at Digterens Opgave i hans Tanker er at være noget mere
end bare Kunstner, at han tillige skal være Profet, Lærer og
Læge, — at han skal stille sig som Maal ikke blot at skaffe
Underholdning, men at stifte Nytte (i Ordets høiere, mere almene
Betydning).
Man har ment, at det traadte altfor klart frem. Kræsne
Smagsdommere (eller Folk, som vilde gjælde for saadanne) har anket
over, at Kunsten endog i hans ypperste Verker har lidt derved,
at deri skulde tjene andre Formaal end sig selv. Det maa vel
medgives, at denne Anke ikke aldeles savner Grund. Bjørnsons
Reformatortilbøieligheder og sterke Trang til at forkynde, hvad
der ligger ham paa Hjerte, har stundom hist og her grebet
forstyrrende ind i den psykologiske Sammenhæng eller den
kunstneriske Harmoni i hans Digterverker. Men for det første er
dette bare Undtagelser, ikke Regel. Ingen vil falde paa at negte,
at «Synnøve Solbakken» er en plastisk skjøn Skikkelse, endda
hun har et politisk Ærinde, eller at «Over Ævne, Iste Stykke», er
ogsaa i rent kunstnerisk Henseende et fuldendt Mesterverk, endda
det har en meget prononceret Tendens og store Ærinder udenfor
det at være Kunst. Og dernæst: om det maa indrømmes, at
Bjørnsons Digtning hist og her kan have lidt ved hans Opfatning
af Digterkaldet som et profetisk og pædagogisk foruden et
artistisk, saa kan det paa den anden Side hævdes, at den ogsaa har
vundet ved den samme Opfatning, og udentvivl vundet meget
mere end den har tabt, idet den ved at stilles i en saa nær og
umiddelbar Sammenhæng med det arbeidende og kjæmpende
Liv har faaet en Glød og et Liv, som den rent kunstneriske
Stræben eller blot og bar psykologisk Interesse ikke vilde have
kunnet give.
Det har ikke været tilstrækkeligt for Bjørnson at indvirke
bestemmende, vækkende, opdragende paa sit Folk og sin Samtid
gjennem sine Digterverker. Han har stadig ved Siden heraf følt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
