Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnsons Plads i Norges politiske Historie (III.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
273
lighed, som det gjaldt at fornye, var blevne skarpere begrænsede,
men havde til Vederlag faaet mere Fylde; Fremtidsløfterne var
ikke saa svimlende store; men man var bedre rustet til at
realisere dem. Den første Brydningstid har mest ved sig af
Ungdommens Væsen, med dens overstrømmende Følelse af Mod og
Kraft, dens hæsblæsende Hast og uklare Sværmerier. Den anden
ligner mere den modne Manddom med dens skarpere
Virkelighedssans og større Evne til at begrænse og samle sig om visse
bestemte Maal. Det er en Forskjel, som nogenledes svarer til
Forskjellen mellem Wergelands og Bjørnsons Personlighed og
Begavelse, saa det kan siges, at de to, baade ved hvad der er
fælles for dem og ved det, som skiller dem ad, har været skikkede
til at repræsentere hver sin store Tid i vor nationale
Udviklingshistorie. — ’
Tilslutningen fra norsk Side til de svenske Rigsstænders
Revi-sionskrav, — denne merkværdige Bevægelse, saa stødende for
den naturlige Følelse, saa stridende mod tidligere norsk
Unionspolitik, — skete fordetmeste i Skandinavismens Navn og under
Paaberaabelse af høitflyvende skandinaviske Talemaader. Man
vilde have den nye norsk-svenske Helstadspolitik opfattet som
«praktisk Skandinavisme», — en Konsekvens af de ved
Skandinavismen givne Præmisser eller en Begyndelse til at realisere
de af den opstillede Idéer. Denne Opfatning flk ogsaa Medhold
af de fleste norske Forkjæmpere og Talsmænd for den
skandinaviske Bevægelse — enten ligefrem eller idetringeste indirekte,
nemlig derved at de vedblev at staa som Medlemmer af det i
1864 i Kristiania stiftede «Skandinaviske Selskab», skjønt dette
Selskab fra første Færd blev ledet paa en med Skandinavismens
oprindelige Grundtanke lidet stemmende Maade, idet alt Arbeide
blev rettet paa at virke for en nærmere Sammenslutning af de
to skandinaviske Riger: Norge og Sverige, medens det tredie:
Danmark lodes aldeles ude af Betragtning. Bjørnson, som
allerede længe havde hørt til Skandinavismens varmeste og
virksomste Talsmænd, var en af de yderst faa, som ved denne
Leilighed brød aabent ud af Rækkerne. Han kjæmpede fra nu af
i flere Aar mod den Revision af Unionsakten, som den svenske
og den norske Regjering havde enets om at sætte igang, og
der tilkommer ham en væsentlig Del af Æren for, at det ikke
skulde lykkes (hvad man øiensynlig en Tidlang lagde an paa)
at liste denne store og skjæbnesvangre Sag i Stilhed ind paa det
norske Folk. —
Han traadte herved aldeles i Wergelands Fodspor, som
Norsk-hedsmanden par excellence, for hvem Gjennemførelsen af Norges
Selvstændighed staar som et Maal, hvori der ikke maa ske
Afis — Sars: Samlede Verker IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
