Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnsons Plads i Norges politiske Historie (III.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274
Portrætter og Essays
kortning enten af Hensyn til Fred og god Forstaaelse med
Broderfolket eller af nogetsomhelst andet Hensyn, og som ikke vil
vide af nogen «klog Forsigtighed» eller «forsigtig Klogskab», naar
det gjælder Selvstændighedens Ære. Men paa samme Tid vedblev
han at staa paa det gamle skandinaviske Standpunkt, vedblev at
hylde Idéen om en nærmere Sammelslutning og Samvirken af de
tre skandinaviske Folk. Man fandt naturligvis ud, at
«Digterpolitikeren», naar han paa én Gang vilde være Skandinavist og
Norsk-hedsmand, gjorde sig skyldig i en af sine sedvanlige
Selvmodsigelser, og man kunde herved henvise til Wergeland, som jo
stillede sig skarpt afvisende ligeoverfor al Slags Skandinavisme og
det just i Norskhedens Navn. Men Forholdene var forandrede
siden Wergelandstiden; de Opgaver, som havde foreligget dengang,
forelaa vel fremdeles, men i en anden Form og under andre
Vilkaar for deres Løsning; Forudsætningerne og
Udgangspunkterne for de to Digtere var, med al Overensstemmelse mellem
dem, dog saavidt forskjellige, at hvad der for den ene
fremstillede sig som en uforligelig Modsætning, kunde i den andens Øine
synes at være noget nødvendigt samhørende. —
Wergeland følte sig, fra første Færd, ifølge det Livssyn, han
medbragte fra sit Barndomshjem, som Verdensborger ikke mindre
end som Nordmand. Han var med allevegne, hvor der
kjæmpedes for Frihed og Nationalselvstændighed, ligemeget enten det
var hjemme i hans eget Land eller i Polen, Grækenland, Amerika
o. s. v. Nationaliteten var for ham væsentlig en Kraft, et Organ
for den for alle Folk fælles fremadskridende Udvikling.
Nationaliteten derimod som et givet historisk Produkt, — hvad den jo
ogsaa er, — det racemæssige ved den, Særegenhederne, de finere
Nuancer, hvorved den ene nationale Kultur skiller sig ud fra den
anden, — havde han kun i ringe Grad Øie for eller brød han sig
kun i ringe Grad om. Ud fra dette Standpunkt maatte
Skandinavismen synes ham en Inkonsekvens eller en vilkaarlig og
urimelig Begrænsning. Først ens eget Folk; det er nu engang den
Virkekreds, som er anvist den enkelte; saa hele den øvrige
Verden eller alle andre Folk, saavidt de er knyttede sammen ved
fælles Idealer og fælles almene Kulturformaal: — saadan har det
aabenbart stillet sig for ham. Men dette Syn er, med al sin Vidde,
ensidigt og ufuldstændigt og sætter ud af Betragtning noget, som
maa tages med, fordi ogsaa det har sin Del i den fremadskridende
Udvikling. —
Til en Begyndelse maatte Bjørnson, ifølge sin Natur og
Opdragelse, være mest skikket til at repræsentere en stik modsat
Ensidighed eller mest tilbøielig til at lægge størst Vegt just paa
de Sider af Nationaliteten, som Wergeland ikke havde Øie for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
