Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnsons Plads i Norges politiske Historie (III.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276
Portrætter og Essays
efter det indbyrdes Slegtskabsforhold. Skandinavismen, som for
Wergeland, ifølge det Standpunkt, hvorpaa han stod, og ifølge de
nationale Opgaver, saadan som de var lagte tilrette for ham,
syntes en Fornegtelse af den norske Selvstændighedssag, kunde altsaa
for Bjørnson, ifølge hans nationale Udgangspunkt, fremstille sig
som en Bekræftelse eller Konsekvens af denne
Selvstændigheds-sag eller som en naturlig og nødvendig Udvidelse af de Grænser,
hvortil hans Nationalfølelse fra først af var knyttet. Det gjaldt nu
bare, at han ikke blev staaende ved denne Udvidelse, men
fortsatte videre ad den derved angivne Vei. For Erkjendelsen af
Racefadlesskab og Folkeslegtskab som Grnndlag for politiske
Kombinationer fører konsekvent udover Skandinavismen, — til
Pangermanismen og udover den til endnu mere omfattende Kredse.
Saadan har da ogsaa Bjørnsons politiske Udviklingsgang været.
Han førtes fra sit norsk-nationale Udgangspunkt til
Skandinavismen og fra den igjen til Pangermanismen (og det allerede for
mange Aar siden, ikke først nu, som man synes at forestille sig),
og han har saaledes efterhaanden arbeidet sig frem til et lignende
verdensborgerligt Stade som det, hvorpaa Wergeland allerede i
sin Ungdom var stillet, men saaledes at han i sine kosmopolitiske
Interesser og Sympathier har taget med meget, som Wergeland
ikke havde Øie for. —
Jeg har nævnt, at Unionsrevisionen indledede et Gjennembrud
i norsk Politik. Det svenske Krav paa Revision fremgik af en
blindt-lidenskabelig Opinionsstorm mod Norge og blev motiveret
og formet paa en saadan Maade, at det maatte kaldes en
ligefrem Krigserklæring mod norsk Selvstændighed. Alligevel stillede
ikke blot den svenske Regjering, men ogsaa Rigernes fælles Konge,
omsider endog den norske Regjering sig til Tjeneste for at faa
Kravet gjennemført. Det viste sig, at de gjængse Forestillinger
om, at Rigernes fælles Konge skulde være lige meget norsk som
svensk, og at han, som Følge heraf skulde fungere som den
upartiske Voldgiftsmand, naar Folkene kommer i Strid, ikke svarer til
de virkelige Forhold. Det viste sig, at Kongedømmet i Realiteten
er svensk og bare i Formen norsk, saa at dets Magt og
Myndighed altid i alvorlige Konfliktstilfælde, naar det ene Folk staar
mod det andet, vil blive et Vaaben i det større Folks Haand mod
det mindre. Det viste sig, at det norske Folk i et sligt Tilfælde
ikke engang kunde stole paa sin Regjering, eftersom Regjeringens
eller Statsraadets Medlemmer, saalænge Forholdet mellem
Statsraad og Storthing vedblev at være, hvad det hidtil har været,
vilde være fristet til at opfatte sig selv mere som Kongedømmets
end som Folkets Tjenere og til at «staa Statsraad;) (som Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
