Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnsons Plads i Norges politiske Historie (III.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
277
har kaldt det) for Kongen endog da, naar han optraadte som
Repræsentant og Redskab for svensk Folkevilje mod den norske. —
Disse Erfaringer maatte vække og vakte Krav om et mere
parlamentarisk Styrelsesæt inden den norske Folkemening. Man
indsaa Nødvendigheden af at knytte Regjering og Storthing
nærmere sammen, styrke og udvide Storthingets Myndighed, samle
saavidt muligt det hele Folk, byde Mand af Huse mod den
udenfra truende Fare (som var saameget mere truende, fordi de mod
norsk Selvstændighed fiendtlige Magter udenfor Grænsen kunde
regne paa delvis Tilslutning indenfor samme). Revisionssagen
medførte altsaa, at en Række vidtrækkende politiske Reformer,
Statsraadernes Deltagelse i Storthingsforhandlingerne, aarlige
Storthing, Udvidelse af den kommunale og den statsborgerlige
Stemmeret o. s. v. blev sat paa Dagsordenen og samlede et stadig
voksende og mere tætsluttet Parti om sig. Den norske
Selvstændig-hedssag, som fra første Færd stod i nøie Sammenhæng med
Oplysningstidens Friheds- og Fremgangsidéer, blev ved det Angreb,
som blev rettet mod den gjennem den svenske Unionsrevision,
paany og med endnu sterkere Baand knyttet til disse Idéer i
deres moderneste Form. De, som holdt fast ved Norges politiske
og nationale Selvstændighed og ikke vilde gaa med paa nogen
Afkortning i den, maatte, hvilket Standpunkt de end indtog
forøvrigt, mere og mere føres til at hylde Demokratiets, Selvstyrets,
Aandsfrihedens Principer. Og jo sterkere Strømmen løb i denne
Retning, des sterkere maatte ogsaa Modstrømmen blive til den
anden Side. Det udviklede sig til at blive, som i Wergelandstiden
og i endnu høiere Grad end da, en Kamp over hele Linjen,
hvorved de modstridende Anskuelser og Tendenser paa snart sagt
alle Aandslivets Omraader kaldtes frem og bragtes til at maale
Kræfter med hinanden. —
I denne Kamp var Bjørnson selvskrevet til at indtage en
Førerstilling paa venstre Side. Han havde været med paa at aabne
Kampen ved sit Brud med fordums Meningsfæller i «Det
skandinaviske Selskab», og ingen kunde have bedre Ret eller sterkere
Kald til at tage Del i den paa dens senere Stadier. Ingen kunde
være mere skikket til at repræsentere en Revægelse, som paa
én Gang var national og liberal-demokratisk. Han var (som han
er) Norskhedsmanden fremfor nogen i sin Samtid, ifølge sit
Standpunkt og ifølge sit Væsen: man behøver bare at se ham for at
forstaa, i hvilken Grad han er typisk for sit Folk, en Inkarnation
eller Personifikation af alt det, som udgjør Styrken og
Særegenheden ved norsk Nationalitet, saa Norges Selvstændighedssag
maatte være for ham mere end for nogen anden en personlig
Hjertesag. Og han var ikke mindre udpræget Demokrat, ifølge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
