Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. O. Vinje (I.) (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
Portrætter og Essays
Hvad det gjaldt om for ham, var, at det nye Skriftsprog blev saa
nationalt som muligt. Og nationalt, det var i hans Tanke
enstydigt med gammelt. I sin Opfatning af Nationalitetens Væsen stod
han helt og holdent paa romantisk Grund. Den var for ham
væsentlig noget historisk færdigdannet og afsluttet, — en Arv fra
Forfædrene, som det gjaldt at bevare mest muligt uforandret.
Det nye gjenfødte Norge skulde blive mest muligt ligt det gamle.
Vi skulde stelle os saa, at Forfædrene kunde kjende sig igjen i sit
Land, om de vilde se ned til os. Vi skulde reise igjen af Gruset
det gamle Hus, som de havde bygget, og flytte ind i det; det vilde
vel blive noget trangt, men til Vederlag saa hyggeligt, saa
harmonisk saa frit for saadanne fremmede Tilsætninger, som virker
forstyrrende ind paa Sammenhængen.
Vinje var ikke Filolog og mindst af alt anlagt for
videnskabelig Systematisering. Udgangspunktet for hans Maalstræv var ikke
et sproglig-videnskabeligt, men snarere et stilistisk eller rent
personligt Behov. Han vilde nok helst, som han siger, have været
rent norsk i sin Sprogform, og han var, som Aasen, svært glad i
rigtig gamle norske Ord og Former og brugte dem ogsaa gjerne,
naar Ledigheden bød sig til det. Men han vilde først og fremst
blive forstaaet af saamange som muligt. Han havde en aldrig
hvilende Trang til at meddele sig; han vilde frem til Folk, og
helst til de forstandigste og mest oplyste inden Folket, med alt
det, som laa ham paa Hjertet at faa sagt, og den Sprogform, som
skulde passe for ham, maatte ikke hindre ham heri eller lægge
noget Baand paa Urostifteren og Fremskridtsmanden i ham. Den
blev derfor alt andet end korrekt og helstøbt, alt andet end «rent
norsk», men til Vederlag meget mere af et levende Sprog end det
Aasenske Landsmaal.
Vinje var nok Romantiker og havde sine idylliske Stemninger,
han ogsaa, ligesom Aasen; men det var bare rykkevis. I sin
Opfatning af Nationaliteten og den nationale Sag stod han saalangt
fra paa romantisk Grund, at han i Regelen heller maa siges at
have indtaget et helt modsat Standpunkt. Han saa mere frem
end tilbage. Han synes, efter den Maade, hvorpaa han tog
Maal-sagen, at have ræsonneret saaledes: det faar være det samme med
Harmonien og Hyggen og Forfædrene; men frem maa vi, vi maa
have frit Rum til Udvikling paa alle Kanter, trangt maa her
fremfor alt ikke blive. Kommer Hensynet til Nationaliteten i Strid
med Hensynet til Kulturen, saa maa det første vige. «All
Armods-dom og Styggleik maa døy, om han er nokso national,» skrev
han engang; «vi vil inkje annat hava af Nationaliteten enn det,
som hever Verd for all Verdi.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
