Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322
Portrætter og Essays
var det nu ham, der fra først af havde ført os sammen, og af
hvem vor Kreds flk sit Navn og sit Merke. Han var den blandt
os, der havde «Stilen» og i litterær Henseende sad paa egen
Eiendomsgrund, og han var den, der repræsenterede «Sagen»,
d. v. s. Maalsagen, som efter vor Mening var central i det
nationale Gjenreisningsarbeide. Vislie fortæller (S. 222), at Advokat
Dunker ikke vilde skrive i «Vort Land», fordi «eit slikt menneskje
som Vinje budde i kjellaren». Det er rigtigt, og den nærmere
Sammenhæng dermed var saadan: Dunker tilbød sig at skrive i
«Vort Land», hvis Program han symphatiserede med, paa
Vilkaar af, at vi kastede Vinje paa Dør; det var til mig, han gjorde
sit Tilbud, og jeg syntes naturligvis, at det var et meget
smigrende Tilbud; jeg indsaa naturligvis ogsaa, at en Artikel fra
Dunkers Haand vilde give Fart til vort Blad, der førte en saa
temmelig haabløs upaaagtet Tilværelse; men jeg maatte svare, at
der ikke kunde være Tale om at opfylde hans Vilkaar, eftersom
det ikke var Vinje, der boede tilleie hos os, endda han havde sit
Tilhold i Kjelderetagen, men tvertom os, der boede tilleie hos
Vinje, — og dette var sandt ikke blot i en udvortes Betydning,
forsaavidt nemlig «Vort Land» meldte sig selv som en
Fortsættelse af «Dølen», men ogsaa i en dybere aandig Forstand. —
Dernæst gjorde der sig vel gjældende hos os en Følelse af, at Vinje,
med alle sine moralske Brøst og Mangler, var «a man more
sinned against than sinning». Og endelig var han, naar han kom
i Aande, en saa mageløs morsom og underholdende Mand, at
det kunde være rimeligt nok, at de, som engang var komne
ind i hans Kreds og havde havt Leilighed til at høre ham,
ugjerne skilte sig fra ham. Vi, — han og hans Omgangsvenner,
mest yngre, tildels ganske unge Mennesker, — samledes i en
Bække af Aar regelmæssig én Gang om Ugen enten hjemme hos
en af os eller i Studentersamfundets Kafé, og jeg tvivler ikke paa,
at alle de, som deltog i disse «kvirvingsdrykkjur» eller
«Turisten-tage» (de kaldtes saa, fordi det fra først af havde været Meningen
at komme sammen for at gjennemgaa i Erindringen de
Fjeld-turer, vi havde gjort, eller lægge Planer til nye), vil mindes dem
som hørende til deres Livs bedste Stunder, endda Punschen ofte
var vederstyggelig, og vil erkjende, at det var Vinje, hvem dette
først og fremst skyldtes. Han talte gjerne selv, og han talte godt.
Men han hørte ogsaa gjerne paa andre, og hans Hunger efter
Kundskab, hans Glæde over at faa høre et eller andet Slagord
fra nyere Tanke- og Forskningsretninger, — et eller andet
Indfald eller Billede, som kunde sætte hans Fantasi i Bevægelse
eller give hans Tanke noget at tumle med, — var saa stor og
iøinefaldende, at den formelig virkede til at inspirere os. Vi fik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
