Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332
Portrætter og Essays
det uskjønneste, ubetydeligste levende Ansigt frembyder jo dog
uendelig meget mere Interesse end alverdens Masker. Vi faar,
ved at læse Vinjes prosaiske Småstykker (d. v. s. de bedre blandt
dem, — han skulde jo fylde sin «Døl» og fylde den omtrent alene,
saa meget blev bare Rusk og Fyldekalk, og deraf er ogsaa en Del
kommet med i Udvalget), et Indtryk, næsten som vi hører
Manden tale, — end aandfuld, original, genial Mand, med mange og
mangeartede Kundskaber, kjendt og forfaren paa de forskjelligste
Livets Omraader, fuld af Indfald og med høist vekslende
Stemningsliv, — siddende i en Kreds af gode Kjendinger, saa han ikke
lægger Baand paa sig, men lader sine Tanker og Følelser frit
strømme. Det er et Slags Improvisationer, — Causerier om dit
og dat, — gaaende fra det ene Emne til det andet, svingende hid
og did gjennem allehaande Indkast og Afstikkere, saa man ikke
af Overskrift og Indledning kan slutte, hvor man vil blive ført
hen, — ofte halvt alvorlig, halvt spøgende.
Han pleier at være heldigst, naar han spiller saadan paa
Dobbeltstrengen og bevæger sig saa at sige paa Overgangen mellem
Alvor og Skjemt, mellem det positive og det negative, — naar han
nok paa en Maade mener det alvorligt, men ikke saa alvorligt, at
der jo ikke nu og da kan komme et Klunk paa den ironiske
Understreng. Han maatte helst, forat hans Talent skulde komme
til sin Ret, «godrøe» med sit Publikum, — tage sit Emne halvveis
legende, skrive sine ira et studio1 og i en saadan Stemning, at det
ikke var ham saa særdeles magtpaaliggende, enten han kom hid
eller did, enten han havnede i den ene eller den anden
Konklusion. Han citerer selv etsteds efter Sheridan de Ord: «det sanne
spe (humor) er godlyndt», og om hans Humor gjaldt disse Ord i
en ganske særegen Grad. Det er den største Skade,
Mishandlingen af ham har voldt, at den saa ofte og saa længe bragte ham
ud af den Stemning, hvori han kunde «godrøe» med Publikum.
Blev det helt Alvor, enten til den ene eller den anden Side, enten
i negativ eller positiv Retning, pleiede han oftest at være mindre
heldig; det var, ligesom han da ikke fandt den rette Tonen. Til
en virkelig Krig for store, almene Formaal, enten den nu skulde
føres med Satirens og Spottens eller den indtrængende
Argumentations og ildfulde Veltalenheds Vaaben, var han ikke fuldt rustet.
Han var for subjektivistisk, for rent personlig anlagt til det. Dyb
moralsk Indignation eller flammende Enthusiasme for Frihed
eller Fædreland eller for Fremgangens Sag i det hele, er Kilder,
hvoraf store Forfattere eller Talere pleier at hente sine bedste
Inspirationer; men did naaede han sjelden eller aldrig, — ifølge
sin Natur og ifølge det Forhold, hvori han stod til sine Omgivel-
1 Uden Vrede og Partiskhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
