Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bidrag til en Karakteristik af A. O. Vinje (III.) (1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
349
lagte ved hans Kald som Folkeleder og skabende Kunstner, —
værgende om sine endnu ufuldbaarne Aandsfostre, for at tale med
Vinje, «liksom den havande moder i all skapning ved eit
natur-instinkt varar seg for alt, som kann skade fostret»1 — og har
først givet Rum for dem, naar disse Opgaver var løste og andre
havde meldt sig. Han har derfor ofte været langsommere i sin
Tilegnelse af moderne Tankeretninger end adskillige andre i
Samtiden, men til Vederlag saameget sterkere og mere selvstændig;
det, han har tilegnet sig, er fordetmeste for ham blevet en dyb
Alvorssag, som han har været rede til at fægte for med Neb og
og Klør. — I alt dette havde nu Vinje det paa en helt anden, helt
modsat Vis. Han havde absolut intet Kald til at være Fører og
var heller ikke som Digter eller Kunstner nogen egentlig skabende
Aand. Behovet af indre Harmoni og Sammenhæng, den «havande
moders naturinstinkt», som varer sig for alt, som kan skade
Fostret, gjorde sig derfor ikke gjældende hos ham i nogen sær Grad,
— til Hinder for en fri og hurtig Tilegnelse af alle udenfor
kommende Impulser. Han var virkelig «open for nye intrykk, som
blomen for himmilens dogg og sol», eller man kan sige, at hans
Aand var som et Vertshus, en Skydsstation, hvor veifarende Folk
uden videre kan tage ind og indrette sig, som de var hjemme;
men hvor ingen slaar sig ned for Alvor. Det var for os, hans
yngre Omgangsvenner, altid en stor Fornøielse at meddele ham
af vor Læsning i Comte og Taine, Stuart Mill og Spencer o. s. v.
Han var fordetmeste en overmaade taknemlig Tilhører; det nye
fandt let Indgang hos ham og satte snart lians Aand i Bevægelse,
ofte i ligefrem Ekstase, saa han kunde give sig til at fantasere
rent vildt om de mange Følgeslutninger, som skulde drages, de
mange ærværdige Sandheder, som man nu skulde faa se ramle
overende o. s. v. Men hans Begeistring viste sig altid at være
som Ild i vissent Græs; den flammede hurtig op og slukkedes
ligesaa hurtig, og Udbyttet af hans filosofiske Ekskursioner var
oftest ikke mere end en morsom Remse eller et enkelt rammende
Billede. Om nogen Tilegnelse i dybere Forstand blev der ikke
Spørgsmaal. Han havde formeget af Omstreifer- eller
Fante-naturen i sig til det; hans Aand, som var saa virksom, saa
utrættelig virksom, havde for lidet Stadighed, for lidet af den helstøbte
Personligheds faste Greb og Assimilationsevne til det. At vinde
Kjendskab til nye Tankeretninger var for ham et Eventyr, en Sport
eller en Styrkeprøve; han gik fra den ene til den anden, som
han gik fra den ene Eksamen til den anden; det interesserede
ham at gjøre Udflugter ind i det nye Land, men ikke tage noget
i varig Besiddelse og slaa sig ned der. Den Aandsfrihed, hvoraf
han roste sig, denne stadige Aabenhed for nye Indtryk, var altsaa
1 Skrifter I, 374.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
