Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bidrag til en Karakteristik af A. O. Vinje (III.) (1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Portrætter og Essays
ct Fortrin af en temmelig negativ Art. Det forholdt sig dermed
som med den stadige Spillen paa Dobbeltstrengen i, hvad han
talte og" skrev: det var pikant, underholdende, vækkende, men til
Vederlag overfladisk, ofte selvmodsigende, uden den
Overbevisningens Glød og Fart, som river med. Hans Evne laa for den
Ting: at bringe Uro ind i Sindene, at rive Masken af
konventionelle Selskabs- og Samfundsløgne, vække Tvivl om gamle,
udlevede Sandheder, ikke for den Ting: at sætte noget nyt ind i
Stedet for det gamle. Men Tiden, hvori hans Forfatterskab faldt,
var jo ogsaa, som før nævnt, i udpræget Grad en Overgangstid
en saadan, da det først og fremst gjælder at sætte Folk i
Bevægelse og vække dem op af et konventionelt Vanegjængeris
Dvaletilstand. Man kunde altsaa vel sige om Vinje, at han
forsaavidt var lykkelig i al sin Ulykke, som han fandt for sig
Opgaver, som han var Mand for at løse.
Det maa fremhæves, at om Vinje selv saa sit politiske og
filosofiske «Løsgjængeri» eller Slingringsvæsen i et altfor gunstigt
Lys, saa blev det til Vederlag fordetmeste altfor strengt bedømt
eller fortolket af andre i Samtiden. Han skrev i «Dølens» første
Tider paa en haanende og uretfærdig Maade om
Bondeoppositionen, om Ueland og Jaabæk, — Striden mellem dem og det
ministerielle Parti skulde bare være en Strid mellem «kunna og
faakunna» eller mellem dem, som drikker Vin, og dem, som
drikker 01 og endda samler Flaskekorkene i Poser og sender dem
hjem o. s. v., — og gik saa selv over i Jaabæks Leir. Han
optraadte som ivrig Unionsven, ligetil Amalgamisme, hvilket ikke
forhindrede ham fra i næste Øieblik at udtale sin patriotiske
Indignation over det skandinaviske Selskabs amalgamistiske
Tendenser. Der var ingen Sammenhæng eller Udvikling i dette,
mente man: han bare sjanglede efter Omstændighederne fra den
ene Side til den anden; han var bare et Tutarhorn for sine
tilfældige og vekslende Omgivelser, eller han var rent ud en venal
Slyngel, en «Frier», som fridde rundt og til og med fik Kurven
allevegne. Xu ja —, det lader sig ikke negte, at han ofte lod
rent personlige Forhold indvirke paa sin Politik og offentlige
Optræden i en til det uanstændige og uværdige grænsende Grad.
Men at han skulde være tilfals for gode Ord og Betaling, at han
skulde være en «Skandalskribent», som fiskede i Folks slette
Passioner, eller et blot Tutarhorn for andres Meninger, som det
blev sagt, — det er meget for strenge Udtryk og delvis helt
uretfærdigt. Han fik saa sjelden Ros og Anerkjendelse, at det kunde
være noksaa rimeligt, at han, naar noget sligt blev ham tildel,
blev saa rørt derover, at han glemte sig selv og gik over Stregen.
Saaledes under hans Ophold i Sverige i 1863—64, hvor man gjorde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
