Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carlyle 0111 de gamle norske Konger
377
always the heavenlier for its inflnitude?»1 — Carlyle hævder, at
alle Religioner indeslutter eller har indesluttet en Sandhed;
ellers vilde de ikke have fundet Udbredelse.
Dalai-lama-Dyrkel-sen og Papismen er begge Udtryk for Følelsen af det
guddommelige; derfor har de begge sin Ærværdighed; selve Papismen maa
faa Lov til at leve, saalænge den kan [en Indrømmelse, som, efter
hvad Taine anmerker, i en Engelskmands Mund kan gjælde som
Vidnesbyrd om en ganske usedvanlig Fordomsfrihed]. Man
kalder den «Idolatri» —; lad saa være, at den er det; hvad er et Idol
andet end et Symbol, en synlig Ting eller en Forestilling, hvorved
det guddommelige er repræsenteret? Og hvilken Religion er ikke
i denne Forstand en Dyrkelse af Idoler? Kun den Idolatri er
forbandelsesværdig, fra hvilken al virkelig Følelse er vegen bort,
og som har forstenet sig i en blot udvortes Bekjendelse eller
mekanisk Iagttagelse af Former og Ceremonier. Den dybe
Veneration hos en Munk fra det tolvte Aarhundrede, henstrakt i Støvet
foran den hellige Edmunds Relikvier, havde tusinde Gange mere
Værd end en Nutids-Protestants konventionelle Fromhed og kolde
filosofiske Trossystem. Hvad det kommer an paa, er ikke
Religionens Indhold, men den Følelse, der knytter sig til dette
Indhold, og af hvilken Menneskene henter Kraft til at bekjæmpe sine
onde Tilbøieligheder. Alle Religioners Væsen og Formaal lader
sig føre tilbage til dette ene: at nære den indre Flamme, som man
kalder Samvittigheden. Deres Opgave er at minde os om, hvad
vi allerede forud ved, at der er en uendelig Afstand mellem en
god Mand og en slet Mand, at formane os til at elske den ene
uendeligt og hade den anden uendeligt og at stræve uendeligt for
at blive som den ene og ikke som den anden.
Man ser, at det ikke er uden Grund, at Englands Theologer
har lyst Carlyle i Ban; vore egne vilde neppe have behandlet ham
bedre. Man ser tillige, at Modsætningen mellem kristelig
Rettroenhed i theologisk Forstand og Vantro just ikke altid falder
sammen med en Modsætning mellem Idealisme og Materialisme,
— hvad enkelte herhjemme synes i al Troskyldighed at bilde sig
ind. Carlyle, der afskyr Theologien endnu mere end selve
Vantroen og omtaler det kirkelige Ceremoni- og Dogmevæsen i vore
1 Dette er Abbed Samsons Katholicisme fra det tolvte Aarhundrede, — noget
lignende af alle sandfærdige Mænds «Ismer» i alle sandfærdige Aarhundreder,
tænker jeg! Ak, hvad er det for en Ting i Sammenligning med alle de «Ismer»
som er i Omløb i disse ynkelige Tider! Sammenlignet med den mest respektable,
sygelige, kjæmpende Methodisme, aldrig saa alvorsfuld; med den mest
respektable, ligblege, døde eller opgalvaniserede Dilettantisme, aldrig saa krampagtig!
Methodismen som altid har sit Øie vendt mod sin egen Navle, som spørger sig
selv med pinefuld Vaklen mellem Haab og Frygt: Har jeg Ret, har jeg Uret?
Bliver jeg frelst, bliver jeg ikke fordømt? — hvad er den paa Bunden andet end
en ny Form for Egoisme, udstrakt ind i Uendeligheden og ikke altid nærmere
Himlen for sin Uendelighed?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
