Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378
Portrætter og Essays
Dage som blotte tomme Masker, i hvilke alene Edderkopper og
andet urent Kryb driver sit Spil, medens Masken stirrer paa en
med sine Glasøine «in ghastly affectation of life»,1 repræsenterer
i filosofisk Henseende den mest vidtgaaende Idealisme. Han har
fremstillet denne sin idealistiske Filosofi under en humoristisk
Indklædning i Bogen «Scirtor Resartus», hvormed han egentlig
grundlagde sin Berømmelse. Han lægger her sine Anskuelser i
Munden paa en tysk Professor Teufelsdröckh, der vil udfylde
et Hul i Videnskaben ved at skrive Klædernes Filosofi. Dette
Emne befindes ved nærmere Eftertanke at være et alt omfattende.
Hele det ydre Univers er igrunden kun en Klædning for Idéerne
[the inner facts], saa at man ved at filosofere over Klædernes Art
og Væsen føres lige ind i selve Videnskabens Midtpunkt og Kjerne.
Alle synlige Gjenstande er blotte Emblemer, — Vinduer, gjennem
hvilke det filosofiske Øie skuer ind i Uendeligheden; hvad du ser,
er ikke til for egen Begning, ja det er, strengt taget, slet ikke til;
Materien eksisterer alene i aandig Forstand og for at
repræsentere Idéerne eller give dem Form.
Det er ikke tilfældigt, at Carlyle har ladet det være en tysk
Professor, der fremsætter denne Livsopfatning; den stammer i
Virkeligheden fra tyske Kilder. Medens Frankriges og Englands
Aandsliv gjennem hele det forrige Aarhundrede og lige indtil den
nyeste Tid blev behersket af Empirisme og sensualistisk Filosofi,
var Tyskland Idealismens rette Hjem; den af Descartes
grundlagte Aandsfilosofi, der gaar u♂ fra Selvbevidstheden eller de
medfødte Idéer, er hovedsagelig bleven fortsat og videre udviklet af
tyske Tænkere, og af dem har Carlyle lært; han er en Discipel
af Kant og Fichte, Hegel og Schelling. Men han har ikke ladet
sig nøie med at laane af disse sine Mestere; han har
transformeret deres Idéer og omsat dem paa engelsk; den tyske Metafysik
er, for at bruge Tainé’s Udtryk, hos ham gaaet over til at blive
engelsk Puritanisme, d. v. s. den har faaet en praktisk Karakter,
en særlig Betning mod det moralske.
Utilitarianismen hænger sammen med Sensualismen; den
Filosofi, der gaar ud fra vore ydre Erfaringer eller Sanseindtryk,
fører konsekvent til at opstille som Maalestok for det moralsk
gode eller rigtige «the greatest happiness-principle» o: Hensynet
til Udbredelsen af den størst mulige Tilfredshed eller Lykke
blandt de flest mulige. Mod denne Lære, ifølge hvilken det
moralske alene har en relativ Karakter, er det, Carlyle særlig vender
sig. Alle Gjenstande, der frembyder sig for vor Iagttagelse, er
ifølge ham, Vinduer, hvorigjennem det filosofiske Øie skuer ind i
Uendeligheden, og først og fremst gjælder da dette om Mennesket
1 I en uhyggelig Efterligning af Liv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
