Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carlyle 0111 de gamle norske Konger
393
ved at paavise Lovene for de historiske Fænomeners Rækkefølge.
Man har derefter ofte forestillet sig, at der mellem den nye
historiske Videnskab og en Heroworshipping, saadan som Carlyle
har forkyndt den, skulde bestaa en uforsonlig Modsætning, — at
Erkjendelsen af den nødvendige Sammenhæng i Historien vil
trykke de historiske Helte ned til Niveauet af almindelige
dødelige og bringe os til at se i Venerationen for dem en Rest af den
overtroiske Frygt, hvormed man hos barbariske og halvbarbariske
Folk ser op til overlegen Styrke eller overlegen Begavelse. Dette
er dog ganske vist ikke Tilfælde; — ialfald er Modsætningen
mellem disse to Retninger i den historiske Retragtning langtfra
en saa skarp, som Buckle’s Ord giver det Udseende af. Buckle
var et mere enthusiastisk end klart Hoved; hans Lærdom var
mere omfattende end dyb, og han stod i et altfor lidenskabeligt
polemisk Forhold til visse raadende Magter i hans egen Tid og
eget Samfund til at kunne dømme fuldt upartisk, hvor noget
med disse Magter beslegtet mødte ham i Fortiden. Andre til
den samme Skole hørende Forfattere, som med større Klarhed
havde erkjendt den nye Videnskabs Væsen og Methode, og som
bedre havde forstaaet at gjennemføre Relativitetens
Grundsætning i deres Retragtningsmaade, — blandt dem først og fremst
Comte —, stiller sig langtfra saa fiendtligt ligeoverfor en ældre
Tids sterke Fremhæven af det biografiske Element i Historien.
Comte er paa sin Vis Heroworshipper ligesom Carlyle og ser
i Venerationen for Historiens store Mænd paa alle Felter det
væsentlige Grundlag for en fremtidig, med Videnskaben
stemmende religiøs Kultus.
Det er vistnok saa, at man, naar man i den historiske
Udvikling ser en Naturproces, hvis Love det staar i Menneskeaandens
Magt at udfinde, ikke vil kunne blive staaende ved den Carlyle’ske
Mystik, hvorefter Historiens Helte opfattes ligefrem som
«god-missioned», — kommende «direct from the inner faet of things»,
fra den «ukjendte Uendelighed» o. s. v. Man vil, naar man stiller
sig paa dette Standpunkt, prøve paa at «forklare» dem; men
dette vil ikke sige at bortforklare dem; man vil ikke dermed
have negtet, at der er mere end en Gradsforskjel mellem Geniet
og den jævne Spidsborger eller Kompagnitraver, eller at der er
noget, som alene den store Mand kan udrette og ikke alverdens
Middelmaadigheder, om de slog sig sammen, og at dette «noget»
netop er, hvad vi forstaar ved Historie, — at Historie i
Betydning af Fremskridt og Udvikling er utænkelig og umulig uden
Helte og Genier. Videnskaben erkjender i det organiske Liv en
Gruppe Fænomener af en høiere Orden end dem, der studeres
af Fysikeren og Kemikeren; det omslutter disse og forudsætter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
