Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carlyle 0111 de gamle norske Konger
395
lighed til den anden! Man har i de gjængse historiske
Fremstillinger været enig om at tillægge hans Virksomhed de mest
vidt-gribende Følger. Ved ham knustes, heder det, den franske Adel
og Huguenotterne, der truede med at opløse Frankrige eller at
gjøre det til Spaniens Vassal; han brød det spansk-østerrigske
Hus’ Overmagt og banede derved Vei for Europas nyere
Stats-system ; han indblæste det franske Monarki den Aand, hvorved
det blev toneangivende i Verden, og grundlagde den stramme
Centralisation, der har været Kilden til Frankriges Storhed i den
følgende Tid. En Mand, der har udrettet alt dette, medens han
stod personlig paa en utryg Grund og idelig maatte være paa sin
Post mod farlige Intriger blandt sine nærmeste Omgivelser, har
naturligvis maattet finde sine Heroworshippere, i hvis Øine han
synes høit opløftet over enhver Kritik. Men paa den anden Side:
— den, der har grundlagt «l’unité francaise», har ogsaa gjort det
af med de Spirer til Parlamentarisme, som fandtes i Frankriges
ældre Forfatning, og ugjenkaldelig afbrudt en Udvikling, som i
det 15de og 16de Aarhundrede gav Frankriges Historie en saa
nær Overensstemmelse med Englands; han s3mes at have havt to
Systemer at vælge imellem, af hvilke det ene førte til militær
Storhed og det andet til politisk Frihed, og han valgte det første;
han valgte at føre Frankrige ind paa Centralisationens Bane, og
opofrede saaledes, for at give Hoffet, Regjeringen, Hovedstaden
Glans og Magt, Selvstyrelsen eller det frit sig udfoldende politiske
Liv i de enkelte Landsdele. I alle deres Øine, som uden at
erkjende det relative i Institutionernes og de politiske Systemers
Værd, d. v. s. den nødvendige Sammenhæng, hvori de staar til visse
Tidsomstændigheder, visse historiske og nationale Forudsætninger,
— paa en doktrinær Maade hylder det parlamentariske System, vil
dette synes en Feil og en Forb^delse mod Landet. De bliver fra
dette Synspunkt ligesaa uretfærdige i sin Dadel over Bichelieu,
som andre er overdrevne i sine Lovtaler. Enddog Montesquieu,
der er en af dem, som tidligst og skarpest har udtalt Nødvendig,
heden af at opfatte det sociale Livs Fænomener i den samme
relative Aand, i hvilken Naturens bliver opfattede af den eksakte
Videnskab, men som gjorde Brud paa dette sit Princip til Fordel
for den engelske Parlamentarisme, hvis Fortrin han havde
studeret under sit Ophold i England, har sagt, at Richelieu og
Lou-vois var Frankriges to sletteste Borgere («les pius méchants
citoy-ens de France»). En ræsonnerende og moraliserende Historiker
som Sismondi, der mener, at Historien skal give os «des leçons
utiles»,1 og som jævnlig afbryder sin Fortælling for at holde
moralske og politiske Forelæsninger, i hvilke en snæver Doktrinar-
1 Nyttige Lærdomme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
