Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Forholdet mellem Religion og Moral og om den deterministiske eller evolutionistiske Morallære (1886—87)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
Portrætter og Essays
er blevne skabte af den religiøse Følelse; men de paastaar, at det
gjælder her som paa ethvert andet Omraade af den menneskelige
Udvikling, at de Udtryk, som Livet giver sig, efterhaanden bliver
forældede og utilfredsstillende, og at det, der begynder med at
være Organ for den fremadskridende Vækst, ender med at være
en død Skal, som maa sønderbrydes, forat ikke Væksten skal
stanse. Hvorledes man vil slippe for at erkjende, at dette er en
i sin Almindelighed velgrundet Paastand, er ikke saa let at se,
da det dog vel maa siges at være en Kjendsgjerning, at de største
religiøse Opsving, hvorom Historien fortæller, har været
forberedte ved «Fritænkeri», forsaavidt de er blevne indledede ved
Opposition mod og Kritik af herskende Religionssystemer eller
herskende religiøse Ceremonier og Institutioner.
Endog om det skulde have lykkets Chr. Bruun at bevise sin
Sats, at den «religiøse Følelse» er Moder eller Kilde til Moralen,
vilde han altsaa ikke dermed have godtgjort, at «Fritænkeri» er
noget umoralsk, og at man har Ret til at gjøre Fritænkere til
Gjenstand for en efter Tidens Leilighed afpasset Forfølgelse — i
Moralens Navn. Men det er meget langt fra, at hans Beviser
kan erkjendes for at være fyldestgjørende.
Hvad han siger om «det yderlige Forfald», hvori Moralen
befandt sig, da Luther fremstod, og om, hvorledes den fra Luther
udgaaede «religiøse Strømning» raadede Bod herpaa over hele
Kristenheden, stemmer vistnok fuldkommen overens med Maaden,
hvorpaa Sagen pleier at fremstilles inden den orthodokse
lutherskkirkelige Historieskrivning; deraf følger imidlertid ingenlunde, at
det er sandt. Man ved, at de kristelige Kirkehistorikere har
tilladt sig en temmelig fri Omgang med den historiske Sandhed
under Paaskud af at tjene en Sandhed af høiere Art. Eusehius,
hvem en bekjendt tysk Forfatter (Burkhard) kalder «den
wider-lichsten aller Lobredner und den ersten durch und diirch
unred-lichen Geschichtssehreiber des Alterthums», aabner forsaavidt paa
en værdig Maade deres Række. Han gik temmelig plumpt
tilverks og roste sig endog ligefrem af, at han havde rettet hist og
her paa det faktiske, til den sande Troes Ære og Gudsrigets
Fremme. Siden har man efterhaanden lært at være mere
forsigtig uden derfor at opgive sit formentlige Privilegium ligeoverfor
den historiske Sandhed. Og de lutherske Kirkehistorikere har i
saa Maade aldeles ikke vanslegtet fra sine katholske Forgjængere.
Billedet af Reformationen, dens Forudsætninger og Virkninger
blev under deres Haand saaledes beklippet og tiisteit, at det
tilsidst kun beholdt liden Lighed med Virkeligheden. Luther selv
blev, for at tale med en moderne tysk Historiker (Maurenbreeher),
«aus der populären revolutionaren Athmosphäre in die reinere und
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
