Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Forholdet mellem Religion og Moral og om den deterministiske eller evolutionistiske Morallære (1886—87)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Forholdet mellem Iteligion og Moral
427
oplyste Mennesker, for hvem Theologi og theologisk
Livsopfat-ning er noget helt fremmed. Moralbudene, der gjaldt for en
fra-oven dikteret fiks og færdig Lovkodeks, var jo i Virkeligheden
tilblevet gjennem en langsom, rent naturlig Udviklingsproces, og
om man end noksaa meget lagde Moralens Rod i Himmelen, laa
den derfor lige godt der, hvor en fremadskreden Tænkning har
erkjendt, at den ligger, nemlig i Menneskenes eget Væsen, og
drog sin Næring derfra. Dette viser sig paa den mest
iøjnefaldende Maade deri, at det moralske Liv ogsaa under den
theologiske Doktrins Herredømme har forandret Karakter og skiftet
Retning, medens Doktrinen vedblev at være den samme. Man
taler fra theologisk Standpunkt om «den kristelige Moral», som
om denne havde holdt sig uforandret fra Kristendommens første
Tider og indtil nu, medens intet er vissere, end at «kristelig Moral»,
d. v. s. den Moral, som blev og bliver praktiseret af troende
Kristne i Henhold til Kristendommens Bud og Forskrifter og de
dertil knyttede Trusler om Straf eller Løfter om Belønning, til
de forskjellige Tider har været noget meget forskjelligt. I
Kristendommens første Tider gjaldt Kjærligheden som den kristelige
Kardinaldyd, og forat denne Kardinaldyd rigtig skulde komme
til sin Bet, sluttede de Kristne sig paa det tætteste sammen i
halvt eller helt kommunistiske Samfund; siden blev
Kristendommens moralske Ideal sat i Renheden, som man søgte at naa ved
at leve ensomt og skjr ethvert Samkvem med sine Medmennesker;
i en følgende Tid har dette Ideal atter hos den kristelige Tros
Bekjendere maattet vige for et nyt, som hverken falder sammen
med de første Kristnes altruistiske eller med de middelalderske
Munkes asketiske.
Men om det end herved bliver godtgjort, at den moralske
Praksis til alle Tider i en væsentlig Grad har været bestemt ved
de i det menneskelige Væsen og den menneskelige Udvikling
liggende Vilkaar uden Hensyn til, hvad der har været gjældende
Doktrin, saa er det dog paa den anden Side vist, at de til enhver
Tid gjældende Doktriner har øvet en stor praktisk Indflydelse.
Det er vist, at saalænge og saavidt som dogmatisk Religion er
en virkelig Aandsmagt, og saalænge og saavidt som den
theologiske Lære om Moralens Oprindelse og Væsen er Gjenstand for
en oprigtig Tilslutning, — saalænge og saavidt vil de
rent-natur-lige Motiver til en moralsk Handlemaade — d. v. s. de, der virker
paa os umiddelbart og uden Mellemkomst af nogen Doktrin —
have en Støtte og Forbundsfælle i Motiver af religiøs Art. Den
troende Kristne vil i sit Haab om evig Salighed eller i sin Frygt
for Helvedes Pine have en Ekstragrund til at sky Synden, som
den Vantro ikke har.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
