Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Forholdet mellem Religion og Moral og om den deterministiske eller evolutionistiske Morallære (1886—87)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
428
Portrætter og Essays
Vi kommer her ind paa, hvad der i den moderne Diskussion
er det hyppigst brugte og vistnok ogsaa virksomste Argument
mod «Vantroen» eller «Fritænkeriet» og til Fordel for
religiøsdogmatisk Konservatisme. Man gaar nuomstunder for visse
Aar-sagers Skyld ikke saa freidig til at bevise Dogmernes Sandhed
eller Sandsynlighed som i fordums Tider. Endnu mindre
indlader man sig paa at indbyde Nutidens Mennesker til at tro
Dogmerne, fordi de er usandsynlige eller urimelige. Men man
fremhæver i Overensstemmelse med Tidens almindelige
Aandsretning deres praktiske Nytte, deres formentlige Uundværlighed
for gode Seder og et ordnet Samfundsliv. Det moralske og det
dogmatiske Element i Religionen har helt byttet Plads. Engang
var det Dogmerne, der tog Moralen under sin Reskyttelse.
Nuomstunder søger man at frelse Dogmerne ved Hjælp af Moralen.
Nuomstunder stiller selv den stiveste Orthodoksisme uvilkaarlig
Religionens moralske Element i Forgrunden, og naar den hævder
en Plads for Dogmerne ved Siden, er det ikke i Egenskab af
Herrer, men som Tjenere. Man paastaar ikke nuomstunder, selv
fra det allerkonservativeste Standpunkt, som der kan være Tale
om at tage Hensyn til, at Adskillelsen mellem det moralsk gode
og onde udelukkende skulde bero paa en guddommelig Viljesakt.
Man negter ikke, at Moralen har sin Grund i det menneskelige
Væsen, og at de moralske Forskrifter er Resultater af en historisk,
rent-naturlig Udviklingsproces. Men man paastaar, at det er og
altid vil vedblive at være nødvendigt eller idetringeste
overmaade nyttigt for Opretholdelsen af den moralske Orden, at disse
Forskrifter er forsynede med en religiøs-dogmatisk Sanktion _
Menneskenaturen er saa svag; den trænger en ydre Støtte for
ikke stadig at ligge under for sine Fristelser. Menneskene maa
tro og vide med sig selv, at de skal staa til Regnskab; de maa
føie sig ansvarlige ligeoverfor en Dommer; Ansvaret faar først
derved sin fulde Betydning; at føre det tilbage til ens egen Natur
er det samme som at ophæve det. Naar det Motiv til
pligtmæssig Handlemaade bortfalder, som ligger i Lydighed mod Guds
Vilje, Haab om Løn eller Frygt for Straf i et andet Liv, saa vil
de fleste ophøre at øve den Tvang og Kontrol ligeoverfor sig
selv, som al moralsk Opdragelse og al Pligtopfyldelse
forudsætter. Dogmerne vil altsaa drage Moralen med sig i sit Fald,
eller idetringeste vil den moderne Vantro, naar den faar
Over-haand, medføre en almindelig Slappelse af de moralske Baand.
Det maa vel siges, at den historiske Erfaring allerede har
givet et fuldkommen fyldestgjørende Svar herpaa. Intet er
vissere, end at Troen paa de religiøse Dogmer i de sidste
Aarhundreder er blevet baade sjeldnere og svagere inden den euro-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
