Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Forholdet mellem Religion og Moral og om den deterministiske eller evolutionistiske Morallære (1886—87)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Forholdet mellem Iteligion og Moral
429
pæiske Menneskehed, og at vor Tid i denne Henseende
frembyder en bedrøvelig Modsætning til Reformationens og
Religionskrigenes Tidsalder, da «Bekjendelsen» var den store Hovedsag,
hvorom Europas Stats- og Folkeliv dreiede sig, og da Fællesskab
i Tro gjaldt mere for de fleste Mennesker end Landsmandskabet
eller fælles politisk Interesse. Og ligesaa vist er det, at denne
Troslivets Henvisning paa ingen Maade har været ledsaget af
nogen Tilbagegang i moralsk Henseende. Tvertom! ingen uhildet
vil kunne negte, at Moraliteten gjennemgaaende staar meget
høiere i denne Vantroens og den religiøse Indifferentismes Tidsalder,
end den stod dengang, da Troen var saa ildfuld, at den satte hele
Verden i Brand, og da man altid var parat til at rive hinanden
istykker for et Dogmes Skyld. Man gjør nuomstunder faktisk og
praktisk aldeles ingen Forskjel mellem Faarene og Bukkene i
dogmatisk Henseende. Hvor oprigtig man end kan tro sig
overbevist om, at «Vantroen» er det onde Princip, og hvor meget man
end kan afsky den saadan i Almindelighed og i Theorien, saa
viser det sig, at det ikke har nogen rigtig Art med denne Afsky,
naar det kommer til Handling, eller naar man skal til at
gjennemføre sit almindelige Standpunkt i det enkelte. Det er ikke
som i de gode gamle Dage, da den, hvem Kirken stødte ud, blev
skyet som en pestsmittet, og da Moral og Religion (i Ordets
dogmatiske Forstand) stod for den almindelige Opfatning som saa
uadskillelig forbundne, at t. Eks. et Ord som mécréant —
Vantroende — kunde gaa over til at betyde ligefrem og ret og slet en
Slyngel eller Kjeltring. En saadan Overgang vilde have været
utænkelig i vore Dage. Erfaringen har talt altfor længe og altfor
sterkt i en modsat Retning til det. Man ved altfor godt nu, at
enten en Mand tror ret eller rangt eller han slet ingenting tror,
kan han være lige brav og paalidelig i moralsk Henseende, og
man indretter sig uvilkaarlig derefter i Praksis, hvorledes man
saa end stiller sig i Theorien. Det er endog saa langt fra, at den
Omstændighed, at en Mand er deklareret Fritænker, skader hans
moralske Kredit, at heller det modsatte er Tilfælde. Men
ræsonnerer heller saa, at han ved at aabent vedstaa en religiøs
Anskuelse, der staar i Strid med den nedarvede, af Mængden
officielt hyldede, har vist en Ærlighed i ét Forhold, der giver Grund
til at tro, at han ogsaa vil vise sig ærlig i andre.
Naar det er en uimodsigelig Kjendsgjerning, at den europæiske
Menneskehed i de sidste Aarhundreder er blevet mindre religiøs
og alligevel paa samme Tid mere moralsk, saa er det dermed
godtgjort, at den samme Udvikling, der undergraver Troen paa
de religiøse Dogmer og dermed svækker eller rent ophæver det
i dem liggende Motiv til Opfyldelse af Moralbudene, til Gjengjæld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
