Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En Betragtning ved Aarhundredskiftet (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kil Betragtning ved Aarhundred-Skiftet
441
dybere, sandere Livsopfatning, eller naar nogen nuomstunder
giver sig af med at føre Krig mod religiøs Tro i den
videnskabelige Tænknings Navn eller mod Ståt, Egteskab, Moral i
«Naturens», Livets, Livstrangens, Livsnydelsens Navn: — maa
det være nok til at stemple ham som en halvstuderet Røver, —
en Person, som ikke har fulgt ordentlig med, saa han staar paa
Høide med sin Tid. Han vilde, om han havde gjort det, have
vidst, at disse Modsætninger ikke er nye, men i visse Maader
saa gamle som al Historie, og at de ifølge Historiens Vidnesbyrd
hører sammen og gjensidig betinger hinanden. Han vilde have
vidst og forstaaet, at der vel har været og vil vedblive at være
Strid mellem dem, men at Stridens Mening ikke kan være, at
den ene skal fortrænge den anden, men at de tvertom skal
gjennem stadig fornyet Strid naa frem til stadig dybere Udsoning.
Han vilde have vidst, at al Udvikling, alt organisk Liv
forudsætter en Samvirken af forskjellige Kræfter og Principer, og at
ethvert Forsøg paa at gjennemføre et enkelt af disse Principer
med Fortrængsel af de andre maa ende i Ruin eller Nederlag.
Han vilde have vidst, at det ikke er muligt at reformere uden
at konservere, saalidt som det i Længden er muligt at konservere
uden at reformere.
Man kunde mene, at Erkjendelsen af Modsætningerne i det
menneskelige Liv ikke er saa skarpe, som de synes at være, —
at det ved dem gjælder ikke saa meget et enten-eller som
baade-og, — maa virke slappende paa Viljen og Følelseslivet. Man
kunde mene, at det dybere og friere historiske Syn, som skulde
være vor Tidsalders største aandige Fortrin, ikke bare har den
Skyggeside, at man ikke længer kan være saa lykkelig tilfreds
med, hvad der er opnaaet, men ogsaa den, at man ikke længer
vil kunne opdrive en saa glødende Kampiver for det nye og mod
det, som hindrer Fremgangen. Denne Frygt er vist ikke helt
ubeføiet. Det kan vist ikke være anderledes, end at man tager
det med større Ro, naar man ved, at hvad der kan opnaaes,
bare er en Forbedring, end naar man forestiller sig, at det
gjælder en hel Fornyelse, — naar man ved, at den Sandhed, man
kjæmper for bare er relativ, end naar man forestiller sig, at den
har absolut Gyldighed. Men, om der er Tab ved dette, saa er
dog Gevinsten uberegnelig meget større. Om Ilden ikke blusser
saa sterkt op i det enkelte Moment, vil den til Vederlag blive
saa meget varigere. Og man vil ikke mere blive udsat for de
Paniker og Reaktioner, som pleier at følge efter den
revolutionære Berserkergang. Vi maa derfor opfatte det som et af de
store Fremskridt, hvorpaa der kan peges ved et Opgjør over,
hvad der i det nu forløbne Aarhundrede er indvundet for den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
