Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 18. Kristendommen og Civilisationen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MENNESKET 263
Kristendommen havde blot et indvielsestegn, et bad eller
neddykningen i vandet, en fordringslös daabsforretning, der foretoges af
hvilken somhelst discipel eller discipels tjener, samt et maaltid til
ihukommelse af mesterens sidste nadvære med sine disciple og hans uskyldige
död. Dette maaltid, maaske oprindelig blot indstiftet for hans
personlige omgangsvenner, vedblev dog at hædres ogsaa af andre, men
var i de förste tider blot en simpel og sluttet eringdringsfest i en liden
kreds eller ved familiebordets höitidelighed. *)
Men tiden gik og kristendommen udbredte sig overalt mere og
mere til trods for alle hindringer og forfölgelser fra magternes side,
hvorunder de kristne dræbtes og pintes paa alle mulige maader og
deres navn brændemærkedes, aldeles som under de nyere tiders
religionsforfölgelser. Og först da de kristnes magt blev for stor, og troen paa den
gamle verdens urimlige gudesagn næsten var udryddet, fandt den tids
fyrster det raadeligt at samle de kristne under sin fane, hvorfor de
gik over eller foregav at gaa over til kristendommen, som tilfældet var
med Constantin den Iste, der i sin vandel forövrigt ikke gav nogen
beviser paa omvendelse. Allerede under kirkefædrenes tid begyndte
imidlertid kristendommen at udarte og hovedsagelig at sysselsætte sig med
dogmer og spidsfindige haarklöverier. Den blev en filosoferende lære
istedetfor en kjærlighedens aabenbarelse.
Selv Paulus, hedningernes apostel, der var opfödt som farisæer og
strængt opdraget i den mosaiske læres bogstavtro, den lærde, begavede,
vedholdende og uforfærdede prædikant, som mere end de andre
arbeidede paa kristendommens förste udbredelse, kan ikke helt og holdent
fritages for en tilböielighed til at ville sætte kristendommen i system
og gjöre dens lære til en fortsættelse af det gamle testamentes mytiske
beretninger.
Kristendommen stod allerede fra begyndelsen af i berörelse med
tidens filosofiske skoler, med ideer hentede fra Plato, Aristoteles,
Pytagoras og andre grækere, fra Philo og den alexandrinske skole og fra
en endnu mere dunkel og fantastisk österlandsk religionsfilosofi.
Gjennem denne berörelse sattes alleslags ideer fremdeles i omlöb inden
kristendommen, hvilke enhver besmykkede ifölge sin egen maade at
filosofere paa. Isærdeleshed spiller læren om gnosis (egentlig “viden, ”
“udforskning”) en stor rolle i den tids filosofiske kristendom, og
derfra kommer navnet gnostikere paa en hel del kristne filosofiske sekter
af helt forskjellig beskaffenhed (ophiter, perater, setianer,
basilidianer, af Basilidis i Alexandria 125, valentinianer, af Valentin i
Alexandria og Rom 140, marcioneter,af Marcion fra Sinope,kom ogsaa fra
*) Agapæerne eller kjærlighedsmaaltiderne afskaffedes i det fjerde
aarhundrede. I disse agapæer deltog endog börn, og om disse var smaa,
hældede man vinen i deres mund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
