Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af Grundtvigs Dagbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Grundtirigs Dagbøger
109
Dunster, Ørets Spærring for Alharmoniens dybtgribende Toner,
der løde gennem Ahnelsens sødt dirrende Strænge, og dets
Aabning for Livets Dissonanser.
O kunde Jeg drikke af Lethes de sprudlende Vande og tabe
Erindringen af de højere Toner, da var Jeg lykkelig, thi de vil
de da ej længere skurre i mit Øre, og Jeg vilde antage den mest
skærende Misklang for skøn Harmoni. —
Dog hvad ønsker Jeg Daare? Er det ikke denne svage Efter
lyd, som udgør mit eneste Værd? var det ikke den, som over
gik sig selv, da den vakte Ahnelsen af det Evige hos Mig, og
løftede Mig over Tilværelsen, som Solens Forbud, den rødmen
de Sky, hæver Lærken op over den lumre Jord? Jo, saa var
det, og her er den fulde Erstatning for Tabet af Livets Glæder,
selv for Kærlighedens, der ere mod hine det Højeres, hvad
Ovnens Varme er mod Solens Ild. — Ja, den højeste Lyk
salighed var det at kunne opvarme sig ved den gennem Livets
Vinter, uden at glemme sin Længsel efter Evighedens Vaar;
men kun faa blev det givet, og da hellere lide den rystende Kul
de, som vides at maajtte] give Plads for (for) den stedse lunere
Vaar, end slutte sig fast til den mildere Vinter, uden Haab om
det Skønnere, naar den endtes. —
Dog det var hverken Klagesange eller Satirer paa Livet, hvor
til Jeg bestemte disse Blade, det var til et Billede paa Livets
underlige Gang paa de, som det synes, jevneste Veje, og altsaa
tilbage !
Min ulykkelige Kærlighed indsluttede Mig til Mig selv, og
gjorde Mig død for Selskab . . .
Hermed ender Arket. — Resten af Dagbogen findes ikke mere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
