Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Religion og Liturgie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religion og Litargie
154
Hebt er sich aufwårts
Und beruhrt
Mit dem Scheitel die Sterne,
Nirgends haften dann
Die unsichern Sohlen ;
Und mit ihm spielen
Wolken und Winde. 1
I de sidst forløbne Tider søgte man at reducere Jesu Religion
til Philosophie; men, uagtet vi heller ikke paa nogen Maade
ville miskiende Hensigten heraf, nemlig at giøre den mere brug
bar for Livet, mere frugtbar for Moraliteten, kunne vi dog in
genlunde bifalde disse Forsøg, eller ønske dem fortsatte. Dersom
Philosophien kunde løst Tilværelsens Gaader, da havde Jesu
Lære været unødvendig, men den kunde det ikke, og hvad maa
Resultatet blive, naar det Højere maa træde i det Laveres Tie
neste ?
Philosophien kan aldrig glemme, at den er Tidens kloge
Datter, og da den ei kiender sin Moders Fødsel, maa den sætte
hende som det første. Antagelsen af det Eviges Tilvær, og dets
Forbindelse med Tilværelsen, hvorved den vil hæve sig til Re
ligion, er ikke dens eget Resultat, men en blot Eftergivenhed
for Poesien. Jordelivet indslutter de betydende Ziffre, hvortil
Evigheden kun føies som et Nul, istedet for at det selv burde
være Nullet, der kun fik sin Betydning ved Stillingen mellem
det Eviges Ziffre.
Uden at ville see de Urimeligheder og Modsigelser, hvori de
giorde sig skyldige, antoge de nyere Theologer, eller, som de
hellere vilde hedde, Religionsphilosopher, da de vare opdragne
i den kritiske Philosophies Skole, at Mennesket endnu udtrykte
sit Begreb heelt, at Moralloven hørte til hans oprindelige Væ
sen, og at hans eneste Fald var Udskeielsen fra Pligternes Stie
paa Sandselighedens blomstrende Veie.
Uden at vise os, hvorledes denne Strid var indkommet i Men
neskets Natur, eller hvorledes den kunde ophøre, paalagde de
os ved et kategorisk Imperativ at udrydde den Deel af vort Væ
sen, der stod deres Sætninger i Veien, og saaledes med Tiden
vorde reen Intelligents. Da dette imidlertid ei kunde skee i Li
vet, lovede de os et Slags Evighed, der egentlig kun var en
lAf Digtet : Gr ii nzen der M ense h heit.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
