Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Religion og Liturgie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religion og Liturgie
155
Fortsættelse af Tiden, da Mora Hoven stedse skulde følge os
med sin truende Haand.
Dette kaldte de Jesu rensede Religion, og vist nok var den
renset for alt det Religiøse, som udmærker den, thi her er intet
høiere Liv i Tidens Ophav, ingen Længsel efter dets Fornyelse,
ingen Forbindelse mellem Jorden og Himmelen, uden Moralens
Kiæde, der selv skal stige fra neden opad. Ahnelsen af Tilværel
sens Usselhed og det Eviges Herlighed kaldtes Sværmerie, der
neppe burde taales i Digterens Mund, og Mennesket blev til en
Jette, der med sin Haand, hvis han vilde, kunde forandre
Stiernernes Gang, og, ledet af den blotte Forstand, vandre med
stadige Skridt paa Himmelens Buer. Man loe eller man harme
des over Digteren, der turde bagvaske Mennesket, og forringe
hans Adel, ved at sig om ham :
Steht er mit festen
Markigen Knochen
Auf der wohlgegrundeten
Dauernden Erde,
Reicht er nicht auf
Nur mit der Eiche
Oder der Rebe
Sich zu vergleichen. 1
Ogsaa vi 2 stræbte engang at dele Menneskets glimrende Tri
umph, vi berusedes af Haabet at kunne staae som frit Fornuft
væsen paa den faste Jord, og kun sparsomt tildele vor svagere
Brødre Himmelens Trøst, indtil deres Øie blev klart som vores.
Vi rensede vor Religion fra alt det Urimelige, Jesus og hans
Apostle havde lært, blot for at læmpe sig efter deres svage Tids
alder, som de dog ellers vare uforsigtige nok til at revse uden
Skaansel med Ordets det skarpe, tveeggede Sværd. Men, snart
gyste vi for den nøgne Beenrad, der stod for os uden Kraft og
Mary. Liv og Varme forlod os, og hurtig maatte vi flygte til
Poesiens Straalebarm, for der atter at opglødes, saa vi med det
indre Øie kunde skue Jesu Læres høie Sands.
Ikke ville vi derfor ringeagte Poesie eller Philosophie, fordi vi
sætte Religionens Aabenbarelse som det høieste og eneste Fyl
destgiørende; thi vi vide saare vel, at enhver Videnskab har sin
særegne Bane til et og samme Punkt, som den med en vis Nød
vendighed maa følge; men de Christnes PHgt er det, at hindre
lAfDigtet:1 AfDigtet: Gr iinzen der Men schh eit. 2 vi=jeg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
