Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Religion og Liturgie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religion og Litnrgie
157
da ville vi see, at den fuldkommen stemmede med de Fordrin
ger, vi nys giorde.
Den bestod i at lære og prophetere. Hvad var Lærdommen
uden Philosophien anvendt paa Livet, og knyttet til Læren om
Forligelsen mellem Gud og Mennesket vedChristum? Hvad var
hin Profeteren uden en Flugt paa Poesiens hellige Vinge ud
over Tilværelsen til den ny Himmel og ny Jord, Christus lovede
sine Troende?
Sakramenterne, Daaben og Nadveren udgiorde Liturgiens
nederste og øverste Punkt. Ved Daaben giordes Mennesket deel
agtigt i den skeete Forsoning, antoges til en Jesu Christi Tiener,
og indviedes saaledes til Religion. Nadveren var Kulminations
punktet for det Poetiske i Liturgien, thi her berørte Mennesket
det Høieste og Helligste, mod hvilket han stræbte. Men her for
enede tillige Philosophien sig med Poesien; thi dens Maal i
Liturgien kunde ene være, at giøre Mennesket værdigt til For
ening med det Himmelske.
Nu først kunne vi ret skue Sandsen af Jesu betydningsfulde
Ord ved Nadverens Indstiftelse : Giører dette til min Ihukom
melse ! Sagt til Apostelerne maatte det hedde : dette være Eder
en kraftig Mindelse om at I have seet hvad mange Propheter
og Konger og Vise ønskede at see, men bortdøde i Haabet —
det Evige i mig forenet med det Endelige, det Endelige ved mig
forsonet med det Evige.
Hin første Liturgie er da Urtypen, hvorefter de Christnes
stedse maa være indrettet, naar den skal være hensigtsmæssig.
Intet kan derfor være daarligere end den Paastand, at Liturgien
skal skride frem med Tiden, da den tvertimod, uafhængig af
samme, ene bør rette sig efter hvad den skal udtrykke, Nær
melsen til det Evige, og kan, naar den engang passer, ligesaa
lidet forandres som Religionen selv. Mon det ikke være en dun
kel Ahnelse af denne inderlige Harmonie mellem Liturgie og
Religion, der lader Almuen i hin see dennes Forandring?
Tanken om, at lade Liturgien lempe sig efter Tiden, kunde
først opstaae, efterat man havde hyldet den Sætning, at Tiden
fødte Christendommen, hvilket jo dog er noget ganske andet
end at Christus kom i Tidens Fylde. Billedet kan saaledes for
dærves og forældes, at det trænger til en heel Fornyelse, hvis
det ei skal tabe al Lighed med Originalen; men at Denne skulde
kunne udvikle sig afHints Ruiner er dog vel bestemt modsigende.
Vist er det, at Mennesket kan stige i Kundskab ; men, mon
det ikke være hans høieste Trin paa Jorden, at kunne give al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
