Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Religion og Liturgie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religion og Liturgie
166
staten, der skal kunne staae urokkelig uden Kirke og Religion,
den oplyste Lærer vil indvie Barnet.
Nu skride vi frem til den opløftende Deel af Liturgien, den
som tilligemed Daaben nu synes at skulle modtage en Foran
dring. Den staaer lige over for Prædikenen, og indbefatter
Kollekter,^Bønner, og Psalmer.
Sandt er det, vore Kollekter og Bønner kunne behøve For
bedring, ikke fordi de næsten alle gaae ud over Tilværelsen, og
slutte sig til det Evige, thi det er nødvendigt ; men fordi en Deel
af dem mangle det glødende, fulde, poetiske Liv, der burde ud
tale sig giennem dem. Spørgsmaalet bliver kun : hvem kan for
andre dem til det Bedre? Ingen uden den sande Digter, der
veed at forherlige Poesiens Flamme ved Religionens hellige Ild.
Skulle de derfor blive forandrede, eller ny affattede enten af den
kolde Systematiker, til hvilken Skole han end hører, eller af
Prosaisten, hvis Varme gik ud fra Tilværelsen, og derfor ei kan
hæve sig over dens snævre Kreds, da vee os ! Da ville vi enten
see Skrivtsprogene sandsløs sammendyngede, eller Moralens
Kapitler afhandlede, eller betydningsløs Sentimentalitet beile til
en Taare, der ei kan udtrykke Længselen efter det Evige, men
kun Medynk over Tilværelsens Usselhed i sin skiønneste Form.
Hvilken bedrøvelig Modsætning vilde da opstaae mellem de
Forsamledes Helligdagsklæder, og Hverdagslivet, der omsnoede
dem med sine smudsige Lænker!
Maatte vi da hellere beholde det mindre Poetiske, der, naar
det udføres med Værdighed, dog er i Stand til at opsvinge os
mod Himmelen, og opløse vort Væsen i andægtig brændende
Følelse!
At dette sielden skeer, har i Stæderne sin Grund i Tilhørernes
frivole Stemning, og paa Landet i Maaden, disse Ting behand
les paa af Præsten.
Nu komme vi til Sangen, Middelpunkten af den liturgiske
Poesie. Her maa alt hvad Mennesket kan frembringe Høit og
Skiønt, forene sig. Poesien maa træde frem, klædt i det harmo
niske Vers, hvilende paa det melodiske Riim, og hævet ved den
potenserende Musik. Høit over Jorden maa vi opløftes, og et
Glimt af det evige Liv maa svæve forbi vort mod Himlen stir
rende Øie.
Ak! Kun sielden skeer det, og hvad er Aarsagen? Er det allene
i de Kirker, hvor den gamle Psalmebog bruges, at vi vorde skuf
fede i vor Forventning? Ingenlunde. Vi miskiende ikke den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
