Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Asalæren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Asalæren
205
renere Erkiændelse af gamle Nord x ; men aldrig kunde denne
Yttring være mit Væsens Søn; thi, hvorledes kunde jeg aflade
at bevæge mig i en Verden, hvis Herlighed ene hielper mig at
bære Livets Byrde? Den var da kun det smertebaarne Udtryk
for min Tro paa Umuligheden af et dybere Oldstudium i min
Stilling, og et uvilkaarligt Udbrud af min Datids mørke Stem
ning. Jeg sagde da med Frej :
Alfers Bestraaler
Lyser alle Dage,
Men fryder ei mig.
og kun den underlige Parodie over Gudens de dybe, vaande
fulde Toner, og Asers 2 betydningsfulde Liv, var det, som kunde
bringe mig til en øiebliklig Beskuelse af Dagslyset, til Kamp
for min Helligdom.
Jeg har siden giort et Forsøg paa at blive nærmere kiændt
med Skatten, hvis høie Værd jeg kun anede som den rugende
Drage, og gamle Nords enthusiastiske Ven, Nordboen Nyrup,
mødte mig med den ædelste Velvillie og Opmuntring. Det Sorte
i mit Indre har udviklet sig i et noget lysere Farvespil, og Nat
ten, der aldrig kunde vorde Solens Ven, lod sig opklare af de
blinkende Stierner.
Ved disses dæmpede Skin staaer jeg nu rede at giøre en Van
dring til Hedenold, for, om jeg kunde finde de dødvækkende
Runer, at fremmane deres Skygger, og føre dem tilbage til Livet.
Lang er Veien, Aar ville henrinde, og ikkun Guderne vide,
om jeg kan skyde mig frem giennem Mørket, eller jeg maa tabe
mig i det. Mit Legeme er Jettens ufarvede Gave, og maaskee vil
det snart sande, at Muld er Mandens Frænde, naar Odin, som
gav Aanden, vinker den til høiere Kamp.
Jeg læste med Gruen, at Eddas Udgivere maatte undskylde
deres store Daad, og jeg tør vel ikke haabe, at den voxende
Forstand, der saa godt veed at maale Nytten af alle Ting, har
skaffet Oldtiden flere Venner siden hine Dage. Dog, Oehlen
schlågers gamle Harpe klang, og nogle gribes dog vel af de dybe
Toner.
I Mænd, som bygge paa Norges Fielde og Danmarks Sletter!
I ere da vel ikke end saa vanslægtede fra Eders Fædre, at I
ville nægte den af Eders Landsmænd al Deeltagelse, der i Al
derens Foraar frembærer sit Liv, som et Offer til Norden. Jeg
1 Se ovenfor S. 134. 3 I Grundteksten : Åsens.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
