Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kæmpelivets Undergang
Ustadig mellem Tiderne jeg svæved,
Og ingensteds jeg havde noget Hjem,
For Oldtid kun mig Nutid bragte frem,
Og halvt sit Slør kun Oldtid for mig hæved.
En mægtig Lue tændtes i mit Hjerte,
Og voldsom jeg fra Oldtid mig løsrev,
Men da omspændtes jeg af idel Smerte,
Og Nomen mig paa nøgne Fjeld omdrev ;
Da tyede jeg angerfuld tilbage,
Og bange stædtes jeg for Oldtid frem,
Men løftet var det dunkle Slør, et Hjem
Jeg havde nu for alle Livets Dage.
At tolke det, som nu mig lyst er vorden,
Mig bød en Røst som Røsten fra en Gud,
Enddog Du kvad, o store Skjald ! om Norden,
Ei maa jeg tie, glemme strænge Bud.
Ei vil jeg mig forvoven med Dig maale,
Det blege Lys i Natten har sit Hjem,
Men aldrig dog i Strid det traadte frem
Om Varme og om Glands med Solens Straale.
Som Trygvason Du est i Norden baaren,
Men vendte aarle Dig, som han, mod Syd,
Og hvor Du gik, der smiled liflig Vaaren,
Og hvert dit Kvad var ligt en Guddoms Lyd ;
Som Olaf, Du igen mod Nord Dig vendte,
Og skued Kraften med din dybe Sands,
Du vakte den, men klædt i Sydens Glands,
Og stundum ei sig selv i sig den kendte.
Thi griber jeg, o Skjald ! de stærke Strænge,
Og Mange ræddes for den hule Lyd,
Men Lyde, som fra Nordens Gravhøi trænge
Ei smelte kan, som Tonerne fra Syd,
Og vovede jeg Strængen at nedstemme,
Og dæmpede jeg Røstens hule Klang,
Betydningsløs da blev mit Liv, min Sang,
Thi ikkun dybt i Norden jeg har hjemme.
Grundtvigs udv. Skrifter. 380 23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
