Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Maries Bautasteen (1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fru Maries Bautasteen
34
skiød Lykken fra sig, skulde de, naar de omsider gik i dem
selv, bøde 100 Rdl. til en saadan Dansk Oplysnings-Anstalt, og
endelig havde Fru M arie ikke blot en Finger i det med Æres
gaven til Høiskolen, da jeg fyldte de Halvfjerds, men hun
vilde selv hjulpet til at reise den med begge Hænder, og
havde sikkert ei ladt dem synke, saalænge hun selv maatte
raade.
At nu Fru Marie var en saadan stærk, høimodig og folkelig
Adels-Frue, det laae aabenbar, som hun selv sagde, i de gamle
Langers Blod, der ikke glemde deres høie Byrd og Kald, selv
da de heller sank ned til Jydske Bønder ved Vesterhavet, end
de vilde kravle op, som Penneslikkere og Statstjenere, og kun
de da end mindre glemme deres høie Byrd og Kald, efterat
have arbeidet sig op til deres oprindelige Stade; men at Fru
Maries Mod ei var udartet til Hovmod og Herskesyge og at
hendes Styrke ei misbrugdes til Vold og Grumhed, det maatte
baade hun og vi takke hendes dybe, alvorlige Sanddruhed og
Gudsfrygt for.
Ligesom nemlig Fru Marie i sin Enkestand (1841—51) hav
de god Leilighed til at vise, at Vorherres Naade var hende
mere værd end al Verdens Domme, i det hun aabenlyst slutte
de sig til de saakaldte »Hellige« i det sydvestlige Sælland,
som dengang ikke blot bespottedes men afskyedes og forfulg
des i vor lille urimelige Verden, saaledes skylder jeg Fru Marie
det Vidnesbyrd, at jeg aldrig har kiendt nogen Mund, hvori de
faa og tilsyneladende fattige Ord: jeg, eller du, troer jo dog
paa Vorherre, havde saameget at betyde, som i hendes.
Denne Fru Maries Sanddruhed og Gudsfrygt var det da
ogsaa, som skaffede mig hendes første Bekiendskab 1845, som
vel først under Krigen for Danmarks Tilværelse, hvori vi
begge tog den mest levende Deel, blev til inderligt, uopløseligt
Venskab, men var mig dog lige fra Begyndelsen en stor Mærk
værdighed, saa jeg husker godt, hvor overrasket jeg blev en
Aftenstund, da Fru Toft fra Rønnebæksholm lod sin Tje
ner melde, at hun holdt der nedenfor og vilde med Moder og
Systre aflægge mig et Besøg.
Alt hvad jeg dengang vidste om Fru Toft, var, at hun stod
eller syndes dog at staae i Spidsen for de »g udelige F o rs a m
linger« og at hun havde Mod og Mandshjerte til at trodse den
herskende Mening, og jeg kunde ikke tvivle om, at jeg jo, med
al den Billighed, jeg stræbde at vise mod de »gudelige For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
