Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirke-Spejl
125
meget mer og meget bedre end alle de andre, saa havde han de t
dog, som Apostel, ingenlunde til fælles med vore saakaldte For
stands-Mennesker og lærde Teologer, at vrage eller lade haant
om, hvad der var hans Forstand enten som Aandens Syner for
højt eller som Hjærtets ßørelser for dybt; men han fulgte gjærne
Aanden til Paradis, om han end maatte lade Legemet med For
nuft og disse Sanser blive hjemme ; ligesom hans mageløse Lov
tale over Kjærligheden (1 Kor. 13) viser os, at Fordybelsen i
Hjærtets guddommelige Dunkelhed var ham langt mere værd
end baade Engles Tungemaal og al den Forstand, vi her kan
faa paa Guds Hemmeligheder.
Herpaa maa jeg saa meget mer lægge Vægt, som jeg selv ikke
blot har kaldt Petrus Troens, Pavlus Haabets og Johannes
Kjærlighedens Apostel, men vilde til enhver Tid vedkjende
mig den Betragtning, at i Petrus som Apostel spejler sig den
menneskelige Indbildnings-Kraft, i Johannes Menneske-
Følelsen og i Pavlus Menneske-Forstanden; thi derved
maa jeg bede vel at mærke, at det er ikke rationalistisk eller
hedensk, men troende og kristelig talt, saa det er ikke med disse
tre kristelige Halvguder, som med de hedenske Kronider, som
delte Menneske-Livet imellem sig og var saaledes hinandens
Medbejlere, men de tre kristelige Halvguder var lige gode om
det ny Menneskeliv i Herren, som er vel forligt med sig selv,
og ytrer sig kun for saa vidt forskjellig, som Herren bruger sin
Skabning og Aanden sine Redskaber til, hvad de beredtes og
kaldtes til af Moders Liv.
Skjønt derfor Petrus, saa vidt vi veed, baade i Tale og Skrift
bestandig havde Troens mageløse Underværk fra Verdens Be
gyndelse til Verdens Ende for Øje, og skjønt Johannes’ Præ
diken sikkert, ligesom hans Breve, har drejet sig om den Kristi
Kjærlighed, som ingen saae Mage til, og som er den levende
Guds-Kundskab, mod hvilken al anden er intet, saa maa vi dog
forudsætte og kan godt spore det, at Simon Peder, som bittert
begræd sin Übetænksomhed og var nær ved at græde, blot for
di Herren spurgte ham tre Gange i Træk, om han ogsaa rigtig
elskede ham, han baade brugte sin Eftertanke, det bedste, han
kunde, og stræbte ærlig at rodfæste sin Tro i Kjærlighed; og at
Johannes, skjønt Kjærligheden var ham alt, fordi »Gud er Kjær
lighed» og maa derfor elskes for at kjendes, ingenlunde vragede
Aandens Syner, det lærer Aabenbarings-Bogen tilstrækkelig ;
og at intet Menneskes Stil, næst Herrens egen, i al sin Simpel
hed har saa klar en Nøjagtighed, som vi finder i Johannes-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
