Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirke-Spejl
326
Dette mit danske Haab, der ikke blot, som Heiberg spaade,
blev gammelt hos Kapellanen, men blev endnu ældre hos Var
tovs-Præsten, saa vi holdt indbyrdes hinanden i Live, harjo vist
nok været og er maaske endnu saa urimeligt, at jeg længe ikke
engang selv kunde udtrykke det levende, uden paa æventyrlig
Vis; men saa meget nærmere er vi dog nu kommet den mulige
Opfyldelse, at jeg klarlig kan knytte Haabet til et Ord af vor
Herres egen Mund og til hans Menigheds Udødelighed paa Jor
den ; saa at nåar jeg nu bruger Æventyr, da er det tilsyneladen
de kun af gammel Vane, som for Løjer, og er i alt Fald kun
tillige for at følge min Overbevisning om vore folkelige Æven
tyrs Dybde og deres levende Indtryk paa Folket i alle Livs
aldere. Saaledes synes mig i dette Øjeblik, at danske Folk
umulig kan faa en mere levende Forestilling om, hvad jeg mener
med den danske Kristendoms uformodentlige Fremkomst
og Virkning, end ved derpaa at anvende vort gamle Æventyr
om Halvgudinden Id unn a, som, da Nordens Aser og Vaner
efter Balders Død havde hartad grædt deres Øjne ud og var i
alle Maader forældede, faldt ned fra Livs-Træet Ygdrasil med
Guld-Æbler i Skjødet, som havde den Egenskab at forynge alle
dem, det undtes at bide deri. Denne vor Idunna blev nemlig
gift med Brage, Harpelegeren og Minde-Skjalden i Valhal, og
skjønt hun en Gang ved Lokes Svig kom i Jættevold, saa maatte
han dog selv i Frejas Falkeham føre hende tilbage som en Svale,
saa her glippede til Lykke det gamle Ordsprog, at »een Svale
gjør ingen Sommer*.
Dette passer nemlig i mine Øjne udmærket paa, hvad der er
sket med vort dejlige, kvindelige Modersmaal i Tale og Sang
gjennem de sidste Aarhundreder; thi i den senere Middelalder,
især fra Valdemar Atterdags Død, da Latinen ganske havde for
trængt Modersmaalet fra Højsædet, da Danmark fik tyske Kon
ger, og den sorte Død i alle Maader herskede hos os, da oprandt
klarlig og uventet en Nyaarstid for Modersmaalet, til Vederkvæ
gelse for det døende Folkeliv, som spejler sig i vor gamle Rim
krønnike fra Sor, der blev den første Bog der tryktes i Dan
mark, i Per Laales danske Ordsprog, som snart fulgte efter, i
Hr. Mikkels Rim fra Odense om Adam og Eva, om Liv og Død
og om Maria Mø, og i den danske Jærtegns-Postil, hvor den
gjæve Fynbo, Kristen Pedersen Svendborg, endnu under
Pavedømmets Jærnaag, førend Morten Luther stod op, paa
bredt Dansk sagde sin Hjærtens Mening : at det var en Ynk med
det menige Folk, som sjælden fik en Prædiken at høre, som de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
