Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirke-Spejl
344
brænde Bøger og Videnskabsmænd, som i Pavedømmets mør
keste Dage.
Jeg havde nemlig stræbt at gjøre gjældende, at nåar den saa
kaldte Videnskabelighed og dens saakaldte store Lys, som i det
attende Aarhundrede, enten spottede med alle guddommelige
og menneskelige Ting, eller satte dem dog til Side, for at kaste
sig over Ransagelsen af den haandgribelige Verden og Bygnin
gen af Kasteller i Luften, da var det ikke blot Tegn paa en ugu
delig Tænkemaade, men da sang ogsaa al Aandelighed paa sit
sidste Vers og vilde snart, ligesom fordum i Grækenland og
Rom, tabe sig i Dyriskhed og Barbari, og det var naturligvis
noget, man kunde trættes om til Dommedag.
Hvad der dunkelt havde foresvævet mig, var imidlertid den
Mulighed, at Kongen og Statsmændene kunde blive opmærk
somme paa, at den vantro og ugudelige Oplysning førte i alle
Maader til Opløsning af det menneskelige Samfund, saa de vil
de rejse den lutherske Statskirke igjen til en Dæmning mod
Fordærvelsens Strøm, ligesom Napoleon havde stræbt at oprejse
den katolske i Frankrig; thi vel saae jeg godt, at derved blev
hverken Tænkemaaden aandeligere eller Kristendommen mere
levende, men jeg tænkte, vor Herre kunde og vilde vel saa ved
et eller andet Mirakel gjøre Udslaget. Da jeg, ligesom Luther,
havde den Følelse, at Skrift vilde ikke forslaa, nåar ikke Aan
den med levende Røst forkyndte Folket Evangelium som en
Guds Kraft til Salighed, saa havde jeg efter min Faders Død
besluttet, ikke at vige fra Hovedstaden eller spare paa Røsten ;
men da Clausen, som nu var bleven Stiftsprovst, snart fik alle
Kjøbenhavns Præster til at nægte mig deres Prækestol, opgav
jeg (1815) aldeles Haabet om indtil videre enten med Haand
eller Mund at kunne virke til den danske Statskirkes Reforma
tion. Ved Norges Skilsmisse fra Danmark var det vel nær ved,
at min Hjærtensven Hersleb, som blev den første teologiske
Professor paa den ny Højskole i Kristiania, havde trukket mig
med sig der op ; og da jeg stod i venlig Forbindelse med en Del
af Haugianerne, vilde det rimeligvis givet Nordens Kirkehi
storie en ganske egen Vending ; men det var nu ikke Guds Vilje,
og i en Række af Aar (til 1821) var det udelukkende Arbejder i
Nordens Aand, som Tidsskriftet » Dannevirke « og Oversættelsen
af Danmarks og Norges Krønniker og af Bjovulfs-Drapen, som
optog min Tid og min Virksomhed. At jeg dog ingenlunde op
gav Haabet om Kristen-Livets Fornyelse i Norden, det hørte
man i min Afskeds-Prædiken i Frederiksberg (1815) om »Hvi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
