Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirke-Spejl
350
Vel havde jeg lidt aabenmundet betrot det kongelige danske
Kancelli, at jeg vilde ingen Præste-Stilling have udenfor Hoved
staden; og gjennem sit meget aabenmundede Hoved, Excellen
cen Kaas, havde Kancelliet igjen betrot mig, at inden Voldene,
lige i Næsen paa Bispen og det høje Præsteskab, fik jeg, især
efter det farlige Sammenstød paa Roskilde Landemode, ingen
Ansættelse ; men begge Dele skete dog lige fuldt.
Allerede 1818 skrev en af Kancelli-Herrerne (Cold) mig til, at
vilde jeg søge det ledige residerende Kapellani i Aalborg, da
skulde jeg blive indstillet; og skjønt det var mig hardt imod,
turde jeg dog for Guds Skyld ikke vægre mig ved at bestige en
tilbudt Prækestol, end ikke da Kaas betrode mig, at han natur
ligvis først havde forespurgt sig hos sin gode Ven, Exellencen
F. Moltke i Aalborg, og faaet Vished om, at Stifts-Øvrigheden
havde intet mod min Ansættelse. Det kom da ogsaa saa vidt,
at der blev budt Selskab paa mig og en af Aalborgs Matadorer,
for at min Kaldelse, saa varm som den var, skulde komme lige
fra > Kabinettet* og hilses med Kapellanens Skaal; men der
kom intet Bud, og det spurgtes nu, at Kongen havde sat sig op
imod Kancelliet og sagt bestemt, at Grundtvig skulde ikke fra
Byen.
At Kongen imidlertid derved kun har tænkt paa mit Arbejde
med Folkebøgerne, som han virkelig tog Del i og havde, som
han sagde, skabt et Levebrød for, det ser man deraf, at han
ganske uventet (1821) af egen Drift kaldte mig til Sognepræst i
Præstø ; og uagtet jeg netop paa den Tid følte mig omtrent lige
saa modfalden, død og sløv som Danmark i det hele, saa turde
jeg dog ikke modsætte mig, hvad mig syntes var Guds Kald, og
betrode kun Majestæten det Haab, at da jeg deri føjede ham,
han da ogsaa ved Lejlighed vilde føje mig og kalde mig tilbage
til Hovedstaden. Som en Løjerlighed, der dog sagtens ogsaa har
haft lidt Betydning, kan det anmærkes, at nu kappedes Kjøben
havns Præster (dog ikke de ved Frue-Kirke) om at tilbyde mig
deres Prækestole, saa jeg prækede rundt, ogsaa første Gang i
Vartov, som til Afsked, og det med et saadant Ry, at Dronning
Marie ogsaa lod mig tilsige som Prædikant i » Kabinettet* ; og
da jeg, efter Evangeliet om den kananæiske Kvinde, havde ind
skærpet, at kun i Kraft af Troen sker, hvad det gode Hjærte
vil, løftede hun min Veltalenhed til Skyerne og paalagde mig
allernaadigst, nåar jeg kom til Byen og kunde blive Søndagen
over, da at melde hende det; ja, det skal have været paa Nip
pet, at jeg var bleven udnævnt til Hofprædikant. Jeg tog mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
