Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirke-Spejl
357
fandt jeg mig følgelig selv i Forsamlingen; men da jeg fik det
Indtryk, at man stod Fare for at komme paa vilde Veje, beslut
tede jeg selv at træde i Spidsen. Saa snart det imidlertid rygte
des, at jeg ikke blot havde været i Forsamlingen, men havde
lejet et Lofts-Rum, som gjordes i Stand til en Forsamlings-Sal,
da forsvandt Ligegyldigheden, og Politimester Bræstrup fik
travlt med at forhøre baade Lindberg, Simonsen og mig.
Samtalerne paa Politikammeret gjør ingen Regning paa
Udødelighed; og jeg skal da heller ikke stræbe at forevige dem,
jeg maatte holde med Bræstrup, som slet ikke kunde gaa ind
paa min Betragtning af Sagen: at hvad jeg vilde bruge mine
Værelser til, kom ingen ved, før man saae, det var noget ulov
ligt; og at hvor jeg vilde tale Guds Ord, kom ikke Politiet ved,
da jeg med kongeligt Forlov var indviet til at tale det frit baade
i Lys og i Løn (»hemmelig og aabenbare*); saa jeg skal kun
tilføje, at jeg efter hans Anmodning gik til Biskoppen, for om
muligt at tale mig til rette med ham. Biskoppen, P
. E. Muller,
som paa Oldgranskningens Vegne ellers var en af mine faa Vel
yndere, og til Hverdagsbrug en meget spagfærdig Mand, fandt
jeg vel nu meget ophidset; men efter timelang Samtale, hvor
under jeg med Flid stræbte baade at overbevise hans Forstand
og at røre hans Hjærte, lovede han dog at gjøre sit bedste for at
skaffe mig Lov til Forsamling paa Loftet, nåar jeg hverken vilde
uddele Nadveren eller, ved den forresten fri Salmesang, bruge
Lindbergs »Sions Harpe«. Biskoppen foreslog imidlertid Re
geringen, heller at overlade mig den ledige Frederiks-Kirke
til Aftensangs-Gudstjeneste, og da den kongelige Bevilling
ikke kunde faas ret beskreven førend Fredag Aften, saa stand
sede Bræstrup Adresse-Avisen, til mit Navn kunde komme
blandt Prædikanterne, uden at tænke paa, hvilken Triumf det
i Grunden var for den ærgerlige Præst.
De syv Aar (1832—39), i hvis Løb jeg saa at sige hver Søn
dag forkyndte Evangelium saa frit som nogen Lærer i Apostel
tiden, skrev, foruden min Haandbog i Verdenshistorien, min
lille Bog om den danske Statskirke og samlede Sangværket
til den danske Kirke, var vel for saa vidt Trængsels-Aar, som
det ikke blot faldt mig vanskeligt at leve med Kone og Børn i
Hovedstaden, men faldt saa vel mig som mine troende Tilhø
rere tungt at være Sakramenternes rette Brug berøvede, og selv
ved List, jeg veed ikke af hvem, at være bundne til den aand
løse, saakaldte evangeliske Salmebog; men det var dog langt
fra at være ufrugtbare Aar; thi min Stilling var apostolisk nok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
