Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Er Nordens Forening ønskelig
25
aldrig opgiver det Maal han engang satte sig, har under Tids
løbet vidst at forberede det ligesaa store, som glimrende Skue
spil, da Broderfolkene, drevne af indbyrdes Kærlighed og Høi
agtelse synke i hinandens Favn og smile ved Erkendelsen af
at den gensidige Trang til hinanden først udvortes maatte vise
sig, før den indvortes ret kunde føles. At opregne alle de For
dele for Hverdagslivets Sysler, som sandsynligen vilde udspringe
af Foreningen, overstiger langt min Evne, og hvortil skulde det
ogsaa nytte, da de jo dels ere tvivlsomme, dels jo ei engang alle
tilsammentagne kunde retfærdiggøre nogen anden Forening end
den elendige, brøstfældige som bygges paa lav Egennytte og
Vindesyge. Ligesaalidt vil jeg indlade mig i en vidtløftig Un
dersøgelse om, hvorvidt Statsforfatningens Adskillighed kunde
fraraade en Forening; thi jeg for min Del er fast overbevist om,
at ethvert Folk har og beholder den Del i Regeringen, det for
tjener, og Ungarns Eksempel, under Josef den Anden, siger det
jo høit til den hele Nutid, at selv en mægtig Første ei har Magt
til at kuldkaste et Lands Forfatning saalænge den er mer end
Skygge.
Sverrigs Mænd ! ei veed jeg om disse Blade nogensinde komme
for eders Øine, men dog vil jeg tale som om jeg stod i eders
Midte, som Den, der ei kan søge eller have nogen Fordel af at
tale, men hvis varmeste Ønske og lyseste Haab er Nordens For
ening, fordi han troer det er Nordens Held. Ved Sagas Haand
har jeg gennemvandret de forbigangne Tider, min Sjæl jublede
og mit Øie luede ved hver Bedrift, som skinnede i Norden ; mit
Hjerte skjalv og min Taare randt ved hvert Slag som ram
mede Nordens Kraft, hver Sky, som hyllede dets Sol, thi ikkun
det, det hele stolte Land, som strækker sig fra Finnebo til Jot
lands Grændse, ei Danmark eller Norrig eller Sverrig ene er mit
Fædreland. Jeg saae i Kalmar Kæden, som skulde evindelig
sammenbinde Nord, men glædes kunde jeg ikke, uden fordi jeg
i Salen hørte Sagas hviskende Spaadom om de kommende Tider,
thi jeg saae, at denne Kæde var en Lænke, hvori de syge, ud
mattede Sødskende vilde binde Gautur, deres djærve Broder.
Lænken sønderbrød han, som han maatte, og paa hans stolte
Vandring under Vasabanneret fulgte jeg ham med Beundring
og Gammen; jeg fulgte ham ind i Tydsklands Midte og saae
ham stande kraftelig, som Himlens stærke Kæmpe; jeg fulgte
ham, ja, hvi skulde jeg dølge det? skiøndt mit Hjerte blødte,
fulgte jeg ham villig paa hans Kæmpefærd over de frosne Bøl
ger til Axelstads Volde. Dog, Tiderne fremlede, jeg saae den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
