Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nytaarsnat
51
hende i Graven. Dette er tilsammen Religions, Daads og Viden
skabs Historie i de gamle Tider.
Kristus kom, og beviste ved mange kraftige Gerninger, men
fremfor Alt ved sin Opstandelse, for den dybt nedsjunkne, tviv
lende Slægt, at der er et høiere Liv og en høiere Kraft end Jor
dens; men han gjorde Mere, han fremstillede sig selv som det
tabte Guds Billede, som den ny Adam, hvori Menneskene kunne
vorde delagtige, ved i Troen at tilegne sig ham, hans Død og
Fortjeneste. Da Han opstod af Graven, opstod Poesien med
ham, stirrede længselsfuld op mod den Himmelfarne, forkyndte
hans Pris, og stræbte overalt i Tiden og Rummet at opdage
hans Spor og Glimt af hans Herlighed. Dog Videnskaberne,
som Kristendommen ei allene, lig andre Religioner, avlede, men
endog havde helliget til sin Tjeneste, bortkastede alligevel Ær
bødigheden for deres guddommelige Moder, og skammede sig
ved hendes Ledebaand, som de mente at kunne undvære. Med
formastelig Haand stræbte de at nedrive Verdens himmelske
Dronning fra sin Trone, ja erklærede hende, bespottende, for
deres egen umyndige Datter. O I Lærde og Selvkloge ! vider at
Herren har gjort eders Visdom til Daarlighed, lad dog den dag
lige Erfaring lære eder, at Urten, som skæres fra sin Rod, vel
enstund kan føre et sygeligt Liv, men visner dog sikkerlig, lad
Historien lære eder, at saa gik det altid med Videnskaberne i
de forbigangne Tider! Eller, have I virkelig Lyst til at forære
Verden en Mumie som den alexandrinske?
Det var at forudse, at Poesien vilde sidst forlade Kristendom
men, thi den maa dog føle, at dens Hjem er ikke herneden, og at
den maa dø, naar den ei længere kan tale et himmelsk Tunge
maal. Fuld er Skilsmissen end ei i denne Time, men ogsaa
Poesien er tilvisse besmittet af Tidsalderens jordiske Sind og
dens Hovmod, den føler ei det fornedrende i at male og forgylde
Graven med det stinkende Aadsel, den vover formastelig at
sætte sig selv paa Kristendommens Trone, og lade som om den
mægtede at give sin foragtede Dronning Ly og laane hende
Glands.
Med Smerte og Skam maa jeg bekende, at jeg selv, saa fuldt
som Nogen, har været delagtig i denne Forstandens Hovmod,
ja at min Brøde vel endog var større end mange Andres. Jeg
vil ikke tale om den Tid, da jeg, som Tidens Genlyd, besmittede
Herrens Hus med unyttig og bespottelig Tale om Pligt og Salig
heds Fortjeneste, om den dydige Mand, den redelige Sandhedens
Lærer, Jesus, som dog ikke tog i Betænkning at udgive sig for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
