Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
født
1704,
født
1728
døde
1765
367
maal, og er et vist Mærke paa forrykte Hjerner; ligefrem, en
foldig Tale heder Barnesnak, som Man i Betragtning af de
uoplyste Tider kan tilgive Herodot, Snorro og de hellige Skri
bentere, men Ingen nuomstunder. Hvad Penge og Roes dertil
kunde udrette, det prøvede Suhm ærlig; thi med al sin Rigdom
tientehanVidenskaberne og især Krøniken. Hoveder og Hænder
satte han i Arbeid, arabiske og islandske Sagaer lod han tryk
ke, sin store Bogsamling oplod han for Alle, og overantvordede
den ved sin Død i Kongens Faderhaand. Naar denne Idræt vor
der Danmark hjertelig kæ/, da faaer det og en Krønike som er
værd at læse og betænke.
Midt under den ivrige Syslen med det Forbigangne, foer et
grueligt Uveir over Danmark, den gamle Kongestol ravede, og
at oprykke med Rod Kristendommens halvudgangne Træ, det
var Hvirvelvindens Attraa. Hidindtil stodTræet i Danmarks Kir
kejord kneisende, vel bar det ei længer saa mange og skinnende
Frugter, men frisk var dog dets ene Side, og uanfaldet var det
af Øxen. Ei havde Diderik den Lykkeliges Ætmænd kommet
til i tolvte Led at klæde Tvillingtronen, ei var Folkets Kærlig
hedblevet deres Livvagt, ei havde dets Taarer salvet deres
Lig, saa Navnet ei kunde raadne, hvis ei Ærbødighed for Kri
stendommen havde været deres stolte Arvegods. Sions Mure
havde gode Vægtere i den djærve Hersleb, og den sagtmodige,
men derfor ei svage, Harboe ; spidsfindig var paa Volfisk Viis
Theologien blevet, men Jyden Rosenstand Goiske var en skarp
sindig from Mand, som udstrøede Gudfrygtigheds Sæd i mangt
et Hjerte, og Kramer stod hos. Ingen dansk var endnu blevet
skamløs nok til ikke at blues ved aabenbar Forgribelse paa
Helligdommen, om han end foragtede den i sit Hierte; det var
kun Tydskerne : Schmettov, Schade og den vilde Basedov, der
enstund var Professor i Sorø, som vovede at opløfte en ugude
lig Røst, men den kvaltes i Struben, og den gæve Frederik
af Danneskjold lod tilsyne, at Kristendom laa ham nærmere
om Hjerte, end Høihed og Gunst. Trønderen Tullin sang saa
fromt og vemodigt om sin Gud og hans Gerninger, om det jor
diske Sind, der omtumler Mennesket paa Havets som paa Li
vets Bølger, om Hjertets stille Kummer, og om Livet i Døden,
at Taarer maatte trille; men Tonerne vare for svage til at ind
trænge i de Flestes Øren, og hendøde i det Bulder, Digteren alt
synes at have hørt i Aanden, derfor sang han saa sagte og tyede
hjem til sit himmelske Fædreneland, før det kom. Aaret derefter
døde Frederik den Femte, og en ny Skjald, som Gud havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
