Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Roskilde-Saga
631
kunde vel tvivle, om der og blomstrede ved Isefjord een af de
rette. Det er en gruelig Ting, at Tveskiæg bød sin Fosterfader
til Giæst og vilde lumskelig ladet ham slaae overborde, og at
hans Hofsinder speddede en af Bjørn hin Bretskes Mænd, som
var fulgdes med Toke ; men det er at mærke, at Tveskiæg var
al sin Tid en ond Hedning i Sind, og havde selv i Hjertet slaget
sin Fader ihjel, og havde sin Lyst af at øde Kirker og pine Kler
ke, og rane Helligdomme. Det er end at mærke, at ligesom
det vist paa en Maade var den hellige Edmund, det vil sige, en
Herrens Engel, der slog den Kirkerøver ihjel, saa kom hans
Been vel knap i christen Jord, end sige til Hans Hr. Faders i
Roskilde; thi det er sagt, at de skibedes ind paa Engellands
Kyst, men Ingen veed, om de landede siden, og hvor de sank.
Nu maatte Man vel sige, at Store Knud var en Klerkeven og en
Kirkebygger og Klosterforgylder, og teede sig derfor ikke des
bedre i Roskildegaard, og det er sandt, at det Skaktavl, han
legede der med Ulf Sprakelæg, sin Maag, er ei at undskylde og
mindre at rose*); men vist er det og usømmeligt, at dømme en
Konge i visse Dele, som andre Mænd, og mere at dømme Fol
ket og Tiden efter en eenlig Gierning i Kongens Gaard, enddog
deres Vilkaar synes der og kiendes iKongernes hele Bedrift. Det
skal Man da først og fremmest ihukomme, at enddog Synd er
altid Synd, og fordømmelig, naar den saa bedrives, saa er det
dog ikke tilladt for Menneskens Børn at dømme en Alder saa
haardt for den Synd, af hvilken den efter sine Vilkaar mest
monne fristes, som for en anden. Ligerviis som vi nu maa have
ret Vederstyggelighed til den Ungersvend, der omgaaes med
Falskhed og Rænker, men derimod maa ynkes mest, naar han
lader sig bedaare engang af Kiødsløst eller Vrede til usømmelig
Handel, saaledes skal vi og betragte de Gamle, der i dette Stykke
ere Ungersvende mod os, afskye Tveskiægs Rænker og klage
over Knuds Hastighed. Om nu ellers den stormægtige Knud
var saa stor, som han lod, eller om det var alt for øiensynligt i
visse Dele, at han var sin Faders Søn og elskede Engelland
mest, det kommer ei saa i Besynderlighed Roskilde ved, men
*) Det maa vel meldes, at i Talen om Ulf Jarls Mord ere Saxo og Snorro,
som ellers saa tit, heel ueens. Det sige begge, at Knud voldte ham Banesaar,
men Saxo melder, at han i sin Drukkenskab begyndte at kvæde Nid om Knud,
og blev da mat for Kongens Aasyn ved hans eget Træk, det siger Snorro der-
imod, at han paa Kongens Ord blev myrdet først Dagen efter i Hellig-Ti efol-
digheds Huus. Læmpeligst for Knud er Saxos Tale, men rimeligst er Snorros,
kun det skal vi agte, at Begge vidne eens i det, at Ulf forhaaned e Kongen,
førend hans Død blev beskikket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
