Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helligtrekongerlyset
31
Det var da Helligtrekongerdag ad Aften, at jeg andengang gik
til Samlingsstædet, aldeles uvis om, hvad Udfaldet maatte vorde,
kun med den Tanke at sige sande Alvorsord i Guds Navn, og
lade dem udrette, hvad Han vilde. Det gjorde jeg, men de vare
ei skrevne, og jeg kommer dem ei ihu, jeg mindes kun det, at
jeg kortelig udviklede, hvad det er at tro paa Gud, som Han er,
almægtig, hellig og retfærdig, og den Umulighed, at han kan
have skabt Verden til en Tumleplads for hans Navns og Ords
Fiender og Foragtere, samt den Vished, at hans Straffedomme
maa aabenbares over hvert Folk, som vandrer ugudelig, ja for
tære Verden, naar Syndernes Maal er fuldt. Langt fra at tåge
de Ord tilbage, at der vare Faa, som ret af Hjertet troede paa
den levende Gud og havde hans Fred, bemærkede jeg, at disse
altid vare faa i Forhold og nuomtide saare faa, ja at der nu
endog vare faa, som skattede disse Klenodier og bekymre
des for at eie dem. Jeg viiste og kortelig, hvad det var for et
Galenskab at sige, et Folk kunde ei undertvinges, naar det hav
de den bestemte Villie, at det ei skulde skee, thi deels maatte
der da ingen Gud være til, og deels var det netop det samme
som at sige, at det Menneske kunde ikke døe, som havde den
bestemte Villie at trodse Døden; jeg kunde gierne lagt til, var
det sandt, da maatte Djævelen været blevet Gud for længe
siden.
Der denne Tale var ude, og den vårede ei længe, thi der var
som et Pandser om mit Hjerte og en Knebel i min Mund for
den store Forsamlings Skyld, for de Manges Skyld, som jeg
kunde vide, stundede kun efter at høre Nyt og sanke sig For
raad til letsindig Tale. Dermed sluttede jeg da, at jeg oplæste
det Brev til Dannerkongen, som jeg havde skrevet i mit Navn
og i deres, som vilde enes med mig. Det syntes vist Mange en
hovmodig Tale, at jeg sagde derom : saa skal det være, og ei et
Ord skal forandres ; men jeg kunde ei tale anderledes, thi jeg
havde veiet mine Ord, jeg vidste, at Enhver, som troede og sto
lede paa den levende Gud, kunde gjøre de Ord til sine, men at
heller ingen Anden kunde ærlig udsige dem, og med Andre
vilde jeg ei enes; ja jeg sagde det frit ud: hellere vilde jeg tale
saa, kun med tre Mænds Samtykke, end ved anden Tale vinde
Hundredes Ja.
Derpaa udgik jeg af Forsamlingen, og bad dem, der vare af
min Mening, at følge med. I disses Kreds opstod jeg siden, der
Mængden var adskildt, og dette er den eneste Forsamling uden
fremmede Vidner; jeg kunde ønske ogsaa denne eneste uholdt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
