Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helligtrekongerlyset
33
Det var da den syvende Januar, at vi tredie og sidste Gang
forsamledes; jeg kom med en blandet Følelse af Vemod og Glæ
de, Haab og Frygt, men jeg bøjedes og var nærved at mistrø
stes, da jeg saae, istedet for de nogle og fyrgetyve, vel hundrede
Mænd forsamlede; thi saavist som jeg ønskede at have seet det
ganske Folk samlet, naar det var deres Hjertes Mening at be
gynde et nyt Liv for Gud og Fædrenelandet, saa utrolig forekom
det mig, at der, i vor Tid, skulde ved Høiskolen findes saamange
Studenter, som ei følte sig bundne til et vist Stæd, og besjæle
des af dette Sindelag. Dog der var ikke andet for, end at tale
sande Alvorsord og overlade det Øvrige til den Gud, paa Hvem
alene jeg i den ganske Handel havde stolet; med Bøn til ham
begyndte jeg, og talede da trøstig omtrent saaledes, som følger:
Mænd! Brødre! vi ere i denne Aftenstund forsamlede i Guds
Navn, for høitidelig et udsige et Ja, der ei forbinder os til Noget,
som vi jo vare forbundne til fra den Time, vi kom til Skiels
Aar og Alder, et Ja, der ei forbinder os til Andet, end hvad som
er hvert Menneskes Skyldighed, hvor han saa boer eller van
drer paa Jordens Kreds, men et Ja, med hvilket vi frivillig og
høitidelig bekiende, at vi vide vor Skyldighed og have det faste
Forsæt at lade det tilsyne i vor Omgængelse. Vi udsige dette
Ja for Brødres Øren, som for Billeder af den usynlige Gud, for
at vi, som kun stole paa Gud, kan regne paa hverandre, og for
at vi i Farens og Fristelsens Time kan have vor Skyldighed og
Dom mere levende for os, som de der staae malede i Brødrenes
Aasyn, i de Brødres, der hørte vort frivillige Ja, som engang
maa vidne imod os, dersom vi bryde vort Løfte.
Visselig, det er tungt, at Saadant skal giøres behov, thi vi
veed jo, at Gud er sandelig ei langt fra Nogen af os, at Han, som
plantede Øret, vel maa kunne høre, at Han hørte det Ja eller
Nei, som er det rette, som sagdes i vort Hjerte; ja, har vi ikke
alle engang staaet i høitidelig Forsamling, i Guds Ords og Navns
det hellige Huus, staaet der og udsagt et helligt übrydeligt Ja
for Menighedens Øren. Jo visselig, disse Ting ere uimodsigelige,
men først er det saa med os Alle, saalænge vi vandre i dette
Paulun, at ihvor hardt vi end holde ved den Usynlige, som om
vi saae Ham, o saa ere der dog mange Øieblikke, og netop af de
trangeste, meest farefulde, i hvilke Herrens Ansigt er skjult for
os, i hvilke vi til Størkelse og Opmuntring behøve at see Ham
som i et grovere Speil, i Brødres Aasyn, og kan kun derved op
løftes til at stille Ham selv for vore Øine. Det er desværre vel
ogsaa Tilfældet med de fleste iblandt os, at udsagde vi end i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
