Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helligtrekongerlyset
45
saa stort Beviis, kunde jeg vel da udgaae af Eders Kreds, uden
at lade Tungen sige, hvad Hjertet mener, at dette Beviis er mig
inderligt kiært, at det med Guds Hielp skal være mig uforglem
meligt under alle Omskiftelser, hvor jeg saa vendes og stædes i
Verden. Og visselig, det er ikke liden Tak, jeg skylder Eder,
thi jeg sagde Eder forud, at I, ved at enes med mig i en saadan
Handel, udsatte Eder for at dele den Spot og Haan, hvormed
Verden krandser mit Navn og min Gierning, jeg sagde Eder det,
og dog bleve I hos mig, bleve, endskiøndt endeel af Eder neppe
have den Tro, som er det hos mig, der egenlig forarger Verden,
men og det, som størker mig til at foragte dens Roes og bære
dens Forhaanelse. Visselig, jeg skatter denne Eders Gierning
høit, just fordi jeg har Intet af alt det, der frister Verdens Børn
til Samfund, fordi Saameget maatte advare Eder for at række
mig Haand, fordi jeg maa tro, at det ene var Sandhedens Kraft
og Eders Ærbødighed for den, som forenede os.
Men, fandt jeg det sømmeligt for min Skyld at forlænge Talen
noget Lidet, da fandt jeg det ligesaa for Eders. Jeg veed, hvor
underlig man kan vorde tilmode, naar Noget af det Bedste, man
i sit Liv har foresat sig, synes unyttigt, jeg veed, i hvilken Fare
vi netop da svæve for at nedsynke i en Tomhed og Ligegyldig
hed, som er Sjælens Pestilense, jeg veed, hvor haanlig Verden
betragter enhver ædel Beslutning, der ei ender med et udvortes
glimrende Værk, jeg veed, hvor ivrig den ønsker, at vi selv
skulde fortryde vor gode Villie, og hvor saare vi i os selv fristes
dertil. Men naar jeg nu veed alt dette, naar jeg ogsaa veed, med
hvilket Sindelag vi skal væbne os mod disse Fiender, naar jeg
selv kiæmper i den Rustning, naar jeg ikke veed, om det er saa
med Eder alle, men veed, at vi alle behøve Paamindelse og Op
muntring, kunde jeg da forlade Eders Kreds uden at tale derom.
Endelig, vi leve i aabenbare Trængsels Dage; til Intet er Men
nesket mere tilbøieligt, end at vælte Skylden fra sig selv paa
Andre, at laste og knurre og bespotte, og dog er det vor uefter
givelige Skyldighed, altid at mærke paa Bjelken i vort eget Øie,
at bære hverandres Byrde og i inderlig Kiærlighed dømme Brø
drene mildt, medens vi strængelig revse os selv, dog er dette
Sindelag det eneste, som kan giøre os tækkelige for den Gud,
hvis Tilgivelse og Naade vi saa haardt behøve, det eneste, som
kan læge Fædrenelandets dybe Såar, og hvorledes turde jeg lade
nogen Leilighed übenyttet til at minde Eder og alle, som vil
høre mig, om disse uomstødelige men saa almindelig glemte og
ringeagtede Sandheder?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
