Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heimdall
237
Alt som Ansgar da sad i Vraa,
Saa bitterlig at græde,
En Ungersvend mon for ham staae
I Gyldenstykkes Klæde;
O, siig du mig, saa lød hans Ord,
Har end du Lyst at gaae til Nord
Og Liv for Troe at vove?
Hvad vilst du her? gak! frist mig ei!
Gak bort til dine Glæder !
Hvad vilst du paa min øde Vei,
Du Mand i bløde Klæder!
Saa lød den Frommes haarde Ord ;
Han vented Svig, ei Trøst paa Jord,
Han var saa syg i Sinde.
Det svared da den Ungersvend :
Fra Svig mig Gud bevare!
Men vandrer du til Danmark hen,
Jeg deler Færd og Fare ;
Mit Hierte brast, om jeg dig saae
Saa eenlig 1 og bedrøvet gaae
Til vilde Hedninglande.
O, sligt et Ord maae tone ind,
Som naar Serapher siunge :
Klar op, mit Hierte, Siæl og Sind !
Lovsyng din Gud, min Tunge!
Saa toned og det for Ansgar,
Og Morgensolen straaled klar,
Og Fuglen sang til Glæde.
Saa gav de i den Urtegaard
Hinanden Troe og Love ;
Og, Begge om de bange Kaar,
De Alting turde vove ;
Af Gaarden ud de ginge nu,
Med Haand i Haand og Fryd i Hu
Alt som hinandens Engle.
Hr. Ødbert heed den Ungersvend,
Hans Byrd var som den bedste,
1 Grundteksten : venlig, vistnok en Trykfejl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
