Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens-Krøniken 1817
684
det høieste Gode : Dyd med tilsvarende Lyksalighed, uopnaae
ligt. Ved første Øiekast skulde man synes, at alt dette kunde,
nok saa godt som nogen anden Philosophie, forliges med Chri
stendommen; thi da Fornuften frakjendtes al Evne til at begri
be det Oversandselige, frakjendtes den ogsaa al Ret til at be
stride en Aabenbarings Muelighed og Indhold af oversandselige
Begreber, og da den paastod Nødvendigheden af at troe paa en
Gud og ansee sand Lyksalighed uden Dyd for umuelig, skulde
man formodet, den maatte raade Menneskene at kaste sig i
Christendommens Arme, der med sin rene Sædelære forbandt
Underviisning om det Tvivlsomme og Trøst for Synderen, som
intet Menneske kunde nægte sig at være. Men, det var ingen
lunde Meningen; thi ligesaa tvivlsom og usikker som den criti
ske Fornuft skabde sig under Navn af theoretisk, hvor det
gjaldt om at undergrave, hvad den ei kunde nedrive, ligesaa
ufeilbar og myndig teede den sig, under Navn af practisk, i det
den paa en Omvei stræbde at gjøre sig til Mester af de øde Bo
liger. Den syndes vel at føre Krig mod al philosophisk Dogma
tisme, men førde den kun mod al christelig Dogmatik, og
vilde selv være saa dogmatisk som mueligt. Den erklærede, at
Friheden ei lod sig bevise, men paastod, at endog dens Begreb
lod sig til practisk Brug ufeilbar bestemme, og Alt, hvad der nu
ikke vilde rime sig med det ufeilbare, übeviislige Begreb, det
erklæredes rask for Daarskab, som man for Moralitetens hellige
Sags Skyld maatte forkaste. Selv udtrykde Kant sig, i Bogen
om Religion inden Fornuftens Grændser, temmelig forsigtig, og
stræbde at holde sig til den Paastand, at Aabenbaring, Miracler
og deslige umuelig lod sig bevise, da der ingen usvigelige
Kjendemærker gaves paa deres Sandhed; men deels kunde han
dog ikke bare sig for Sidehug, og deels var det nu ikke Spørgs
maalet, hvad Kant meende eller turde sige. Tingen var, at man
havde Indvendinger, der syndes uigjendrivelige, at gjøre mod
enhver, som vilde forsvare Christendommen, at man havde et
tvetydigt Konstsprog at indhylle sig i og dunkle, tilsyneladende
grundige Undersøgelser at beraabe sig paa, saa man fornemt
kunde afvise baade Bibelen og sund Menneske-Forstand. Paa
Kants Kappe opkaagde man Indvendinger mod Arvesynd, For
soning og Mirakler, som han aldrig, uden Selvmodsigelse, kun
de vedkjende sig, og gjorde den ravgale Paastand om Sandse
lighed som Syndens Aarsag, hvilken han bestemt havde erklæret
sig imod og ikke kunde indrømme, uden at gjøre Alt, hvad der
var ham sandt i Tilværelsen, til Synd. Hvad man da, blot ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
