Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Prøver afSnorro og Saxo
64
Naar man ved Strande paa stenede Bred
Vanker saa mangt og saa mødigt et Fjed ;
Sagtens gjør det ikke Fødder saa fine,
Som naar de knap over Tærskelen trine,
Træde paa Gulv og paa blommede Enge,
Vanke som videst i Jomfruens Vænge.
Derpaa annammede hun Habor til sig i sin egen Seng, som
for at gjøre Ære af den fremmede Møe, og under megen Kjær
ligheds Tale kom det som af sig selv, at Habor tog Ordet og
sagde :
Hvis mig din Fader nu fage
Ynkelig tåger af Dage,
Vil da du, væneste Blomme,
End vores Pagt ihukomme,
Eller kanskee vil du fæste
Munter den Første den Bedste?
Faaer kun din Fader at vide,
Hvem du har her ved din Side,
Da er ei derpaa at tænke,
Han skulde Livet mig skjænke;
Ei hjelper Bod eller Bønner
Den, som har slaget hans Sønner.
Dem har jeg fældet i Stavn,
Holder nu dig i min Favn,
Favner en Konninge-Daatter i Løn;
Saadant afsoner ei Bod eller Bøn.
Siig da, min kjæreste Signelil, siig!
Hvad vilst du gjøre, naar jeg ligger Liig?
Da svarede Signe:
O ! troe du mig, Kjæreste fiin !
Din Dødsdag den vorder og min.
Hvorefter mon leve jeg skulde,
Naar du ligger kold under Mulde?
Nei, skalst du for Øxen dig bøie,
Ja, hvor du saa lukker dit Øie,
Paa Stråa, under blinkende Sværd,
Hvad heller paa skummende Bølge,
Ei længer jeg Livet har kjær,
Mig lyster kun flux dig at følge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
