Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Danmarks Krønike
87
del alene, men naar vi ret betænke Saxos Vilkaar og Tidernes
Leilighed og Efterkommernes Tilstand, da maae vi taknemme
lig bekiende, at ogsaa heri aabenbarer sig et besynderligt Guds
Forsyn til Dannemarks Bedste, ligesom det, i det Mindste fra
een Side, giver os et glædeligt Vidnesbyrd om dansk Dygtighed,
forenet med det saa elskelige, ret beskedne Sindelag, som altid
har udmærket ægte Dannemænd. I hine Dage, nemlig, er det
vist, at ikke noget Sprog af alle dem, Europas Folkefærd talde,
var saa bekvemt for boglig Kunst, og skikket til i Sammenhæng
at udtrykke, hvad man om Fortiden havde at sige og fortælle,
som det latinske; vort Moders-Maal var det vel endog mindre
end somme af de Andres; vi veed, at Dansken er endogsaa alt
for tilbøielig til at synes ringe om sit Eget, og havde vi da i
hine Dage ei faaet en latinsk Dannemarks Krønike, da havde
vi i al Fald ei faaet nogen saa god, som den nærværende, og
rimeligviis slet ingen. Ja, havde end Saxo eller nogen Anden
skrevet en Krønike paa Dansk, da var den dog neppe kommet
til os; thi glemde Folket i de paafølgende Mørkets og Søvnagtig
hedens Dage, selv hvad der saalænge havde været i Folke-
Munde: hine Riim og Viser, hvoretter Saxo gik; hvormeget
mere skulde da ikke en dansk Bog blevet glemt og forkommet
paa en Tid, da hverken Adel eller Almue kunde læse, og Latin
var det Eneste, de saakaldte Boglærde fandt det Umagen værdt
at læse og afskrive ! Nu derimod, da Saxo fortalde Dannemarks
Krønike paa de Lærdes Sprog, og det i saa fim og prægtig en
Stiil, at vi endnu maa kalde det et Vidunder, da blev hans Skrift
etVærk, hvoraf de danske Boglærde vare stolte, som de giemde
og afskrev, om aldrig for Indholdens, saa dog for Latinens og
Lærdommens Skyld, og gjorde sig siden, da Bogtrykker-Kun
sten var opfundet, en Ære af at faae præntet og udbredt mellem
Fremmede.
Dog, hvorom Alting er, saa var det en glædelig Begivenhed,
at, der Kong Valdemar den Anden, med Tilnavn: Seier, var
endnu i sin Velmagt, altsaa imellem Aar 1202 og 1223, da fuld
endte Saxo sit store Værk i 16 Bøger og overrakde det til samme
Konge og til den lærde Erke-Biskop Anders Sunesøn, som var
blevet den alt da hensovne Biskop Absalons Efter-Følger. Lige
ledes maa vi kalde det Glædeligt, at trehundrede Aar derefter,
der Christian den Anden var Konge i Dannemark og Norge, da
fandtes der en vellærd Præstemand, Fynboen Christen Pedersøn,
som sparede hverken Umage eller Bekostning for at erholde en
god Haandskrift af Saxos Værk og faae den præntet i Paris, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
