Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Danmarks Krønike
94
kun Grund til at beklage Manden, som havde spildt saa megen
Flid og Kunst paa ingen Ting, ei derimod Grund til at bebreide
ham Noget; thi hvad først lærde Undersøgelser i en mere oplyst
Tid kunde vise, det kunde Saxo ikke forud vide, og burde der
for ikke overile sig med Fordømmelsen, men sige, hvad han
havde hørt, og saa lade Efterkommerne dømme.
Men, hvem er saa uforstandig eller hjerteløs, at han for Al
vor kunde ønske hine danske Folke-Sagn overantvordede til
Forglemmelse, og saaledes fradømme dem alt Værd, selv det at
lade sig høre! Hvem tør nægte, at selv om der aldrig havde
været en Skjold og Hjalte og Rolv Krage, Folke og Uffe hin
Spage, Amlet og Erik den Veltalende, Sigrid og Signe til i Ver
den, saa vare dog hine mageløse Sagn om dem vel værd at høre,
ja, at giemme og indprænte sig, aldenstund det dog var elskelige,
lærerige Lignelser, som kunde dybt og sødt bevæge Hjertet, og
som vi maatte ønske, i en renset og forklaret Aand, at see ud
trykte og udtrykke selv i Verden ! Er det nu imidlertid saa, som
en grundig Ettertanke OArer de menneskelige Vilkaar vist skal
bevise, at saadanne Sagn umuelig kan opstaae, elskes og
giemmes hos et Folk, der ei havde Hjertelag til at giøre, hvad
de melde, samt at et saadant Hjertelag umuelig kan findes uden
at tee og yttre sig i tilsvarende Handlinger, efter Tidernes Vil
kaar og Leilighed, saa er det, mener jeg, en afgjort Sag, at i det
Mindste, hvad man ikke andensteds tinder at have saa kiærlig
begivet sig, og at være saa rørende fortalt, det er og sikkert skeet
i Dannemark, hvor det fortælles, om Sagnet end tåger nok saa
meget Feil i Henseende til Navn og Tid og andre Bi-Omstæn
digheder. Fremdeles tør jeg sige, at var der ikke andet Mærke
paa de gamle Sagns Troværdighed iHoved-Sagen, saa burde
vi kalde det Vidnesbyrd nok, at de, som Enhver kan føle hos
sig selv, stemme Sindet til Kiærlighed og Sanddruhed ; thi var
de desuagtet vitterlig opspundne paa Bedrag, da maatte Sand
heds Aand havt Velbehag i Løgn, og det er, som vi alle veed,
umueligt! Her er, som sagt, ikke Stedet til udførlig Beviisning,
da der ellers var meget at sige til Forsikkring om Sagnenes
Ægthed og faste Grundvold; men disse Par Ord fandt jeg nød
vendige, for baade at paaminde om, hvor uforsvarligt det er, at
bryde Staven over de herlige Oldsagn, og hvor langt det er fra
mit Ønske, at indbilde Nogen, man kan fæste Troe til saa blan
det og tit forvirret en Tale, som til et Evangelium. Kun derfor
vil jeg ogsaa udtrykkelig tilføie, at det var saare ønskeligt, ifald
vi kunde rette, rense og forklare Saxo, saa Alt kom paa sin rette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
