Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Danmarks Krønike
114
og Tiden var ham alt for kostbar til, at han nogensinde gav sig
Stunder til at kræse op for sig, eller smage paa, hvad han spi
ste : han havde kun Mund for Mad, Gane og Tunge for Mand
dom. Naar han derfor saae ved et Bord, at gammeldags Tarve
lighed og Nøisomhed var fortrængt af nymodens Overdaadighed
og Kræsenhed, da fik han ret for Alvor Lyst til Bonde-Kost, og
væmmedes ved de kostbare Retter; Lækker-Bidskener kom al
drig inden for hans Tænder, han holdt sig til Saltmads-Fadet,
og om en røget Skinke ogsaa var en smule harsk, det brød han
sig ikke om; man æder, fordi man er sulten, tænkde han, og
efter Bonde-Kost tærsker man til Punds ; men alt det udenland
ske Tøierie er kun en Honning-Gift til at fordærve Maven og
forvanske Marven med, og den nye Gane-Troe er en hæslig
Over-Troe, som er strængelig forbudt i den gode gamle Forord
ning imod Overdaadighed. At have baade Kaagt og Stegt til eet
Maaltid var ham allerede imod, og kunstige Retter, som smagde
kun ad Skorstenen, det vil sige, som Kokken havde sat en Sovs
paa, der smagde ad Allehaande, dem ansaae han for noget an
det Ondt, ikke for Menneske-Føde.
Ingel havde det nu lige tvertimod, thi han havde aflagt al
gammeldags Bord-Skik, og taget sig meget større Friheder i
Kiøkken-Faget, end hvad der efter god gammel Vane i Danne
mark lod sig forsvare. Det var nemlig Sagen den, at hos ham
skulde Alting være paa sin Tydsk, og derfor skammede han sig
slet ikke ved al sin letfærdige Blødagtighed, thi hun var tydsk,
og vist er det, at, fra Suppedasen derude har der immer gaaet
en slem overflødig Rende-Steen hermd til os i Øster-Søen ! Der
fra har vi faaet Smag for de glimrende Tafler og de herskabe
lige Kiøkkener, derfra forskriver sig Posteierne og de fyldte
Kaalhoveder, ja, hele Kaage-Kunsten, medTugt at melde. Kort
sagt, Tarvelighed er gammel dansk i alle Maader, Yppighed
derimod er et fremmed Ord og en fremmed Ting, hvis Ind
førelse giør Brudd paa ægte Danskhed. Det saae man ogsaa
grandt paa Ingel, thi der han først havde ladet sig hilde i Yp
pigheds Garn, rødmede han ikke meer ved den sorteste Utak
nemmelighed, betalde Godt med Ondt, fældte ingen Taarer, ja,
drog end ei et Suk ved Tanken om sin Faders ynkelige Mord !
For nu at komme til Dronningen igien, maae vi fortælle, at
hun opgav endnu ikke Haabet om at vinde den Gamle; thi da
hun saae, at hverken Smiger eller Kræs kunde rokke hans
Standhaftighed, tænkde hun dog, at hans Vrede maaskee ved
Gaver lod sig formilde, og for at kiøbe hans Venskab, tog hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
