Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Danmarks Krønike
115
et Haar-Baand, som var et sjeldent Kunst-Stykke, af sit Hoved,
og kastede i Giæstens Skiød; men, lige bister, tog Stærkodder
og smeed hende det i Næsen tilbage igien. Sagtens fandt Kæm
pen, at det var ingen Foræring, men snarere en Forhaanelse at
byde ham, som maatte vide, hvor ilde Kvinde-Baand klæder
Mands-Hoved, og barede sig nok for med et Kvinde-Smykke at
beskiæmme den arrede Pande, der var vant til med Æren at
hæve sig under Hjelm. Man kunde ogsaa sige, at han ved dette
Bag-Smæk giengiældte hint, som drev ham fra Høisædet, og
fandt den haanlige Begegnelse, han først havde mødt, for stor
til at slettes over med Artighed bagefter ; men selv i saa Fald
maa man bekiende, at bar Stærkodder Skammen godt, saa
hevnede han sig heller ikke ilde. Dog, uagtet det jo er sandt
nok, at Runer i Steen er ei Streger i Vox, og seent glemmer
Kæmpen Ære og Skam, saa veed man dog nok, hvad her egen
lig var Grunden til Stærkodders uforsonlige Vrede ; thi den laae
aabenbar deri, at han var ikke i Slægt med de Skiftinger, som
vende Kaaben efter Veiret, og deres bedste Venner Ryggen med
Lykken, som unde Andre vel, men sig selv bedst, og om hvis
Venskab man derfor kan sige : det er vel et Lykke-Træf, men
ingen Lykke.
Da nemlig hin graaskiæggede Kæmpe med Liv ogSjæl hængde
ved sin kiære Kong Frodes Amindelse, saa var det ham umue
ligt, selv over de største Høfligheds-Beviisninger og Ære-Skiæn
ke, at glemme de mange og store Venne-Gaver, han fordum af
Frode havde annammet, og det maatte han dog, før han kunde
fristes til at lade hans Blod uhevnet ; thi denne Hevn var Tak
ken, han skyldte sin afdøde Herre og Ven, der aldrig i sit Liv
havde ladet ham savne Prøver paa sin Gavmildhed og Pant paa
sin Naade. Intet Under da, at Kæmpen, for hvis Øie Billedet
af Frodes ynkelige Mord altid stod malet med gloende Farver,
ei lod den ædle Herres i hans Bryst dybt indpræntede Minde
af nogen Ting udslette, eller vilde, saa at sige, sælge det for
Gunst og Gave !
Nu havde da Dronningen lært, at der vilde Andet til at giøre
den gamle Kæmpe lystig, end Guld og glatte Ord, men hun,
som var ikke vant til at give tabt, haabede dog endnu at opnaae
sin Hensigt, og det ved en Æres-Beviisning af en finere og mere
umistænkelig Art, i det hun nemlig lod en Fløite-Spiller kalde,
som skulde lege for ham. Her skulde da Kunsten giøre sit Me
ster-Stykke, ved at smelte Hjertet, og opløse Vredens Brusen
i en lifligVelklang; men kun omsonst var Haabet, med Strænge-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
