Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Danmarks Krønike
130
blussende Harme, der lod ham i sine Gienboer skue ei Giæster
men Fjender. Saa fløi han da fra Sædet, op at styre sin Hevn
paa dem, der kom tidsnok til Høibords, og gik med draget Sværd
og blodige Tanker løs paa Svertings Sønner ; nys gav han dem,
hvad der kildrede Ganen, men nu, hvad der reev dem i Halsen.
Af Værten var der nu blevet en fiendtlig Drot, af Yppighedens
usle Træl en sønderknusende Retfærdighedens Tjener, med
Sværdet overskår han det skiøre Vennebaand mellem sig og
sin Faders Mordere, livløse sank de til Jord, og Dugen, som
nys bar, hvad han maatte rødme over med Skam, den rødmede
nu til hans Ære. Saaledes mægtede dog den gamle Vækkers
kraftige Ord at indgyde den bløde, forkiælede Ungersvend en
Manddoms-Aand, saa hvad der laae som dødt i en forborgen
Vraa, kom atter til Live, for at Giengiældelsens Ret kunde
ramme Misdæderne. Heraf seer man, at Fædrenes herlige Aand
var ei uddød i Unger-Svenden, men var kun som forreist, og
kom tilbage nu med Oldingen, der han opløftede sin Røst, kom
seent men godt, og lærde Kongen ret at staae for Skiænken og
lade Bægeret skumme ei af Vim men af Blod. Høiligen er dog
imidlertid den Olding at berømme, der, som Ordets Kæmpe,
kiæk og lykkelig bestormede hos Kongen Lasternes uhyre Borg,
brød giennem alle Diger ind i Hjerte-Vænget, og naaede der til
Vext at udstrøe Dydens frugtbare Sæd. Selv traadte nu Oldin
gen i Kongens Fodspor og viiste, at han havde selv, hvad ham
paa Tungen laae, den Kiækhed og Manddom, som ved hans
Kvad gienfødtes i det kvindagtige Bryst. Derpaa, da Værket
var fuldbragt, tog han atter til sit Sprog og sagde :
Kong Ingel! med Glæde
Du høre mig nu!
Farvel jeg vil kvæde
Med Gammen i Hu;
Forvundet jeg haver min Harm og min Spot,
Jeg nu dig tør hædre
Som Høvding i Lædre,
Dig hilse som Dannemarks Drot!
Ei gjordes til Skamme
Mit Haab, da det gjaldt,
Thi langt fra sin Stamme
End Æblet ei faldt;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
